Frivillige i BDM Genbrug gør nytte ude i verden
Af journalist Svend Løbner
Brødremenighedens Danske Mission i Christiansfeld startede sin første genbrugsbutik for 28 år siden. I dag er det blevet til fire butikker, der giver et godt overskud til hjælpearbejde blandt børn, unge og syge i både Europa, Mellemøsten og Afrika. Men der er brug for flere frivillige…
Priserne er små, men effekten er stor. Genbrugscentre i Brødremenighedens Danske Mission (BDM) i Christiansfeld giver overskud til sundhedsarbejde i Tanzania, DR Congo og på Vestbredden i de palæstinensiske selvstyreområder. Og uddannelse og hjælp til udsatte børn og unge i Albanien.
Velgørenhed og arbejdsfællesskab
Det er også hjælpearbejdet, der først falder genbrugsleder Poul Starup ind, når han får spørgsmålet om, hvad det betyder for ham at engagere sig som frivillig i BDM’s genbrugsbutikker.
– Jeg engagerer mig, fordi jeg gerne vil støtte det arbejde, som BDM udfører. Jeg er forretningsmand med flere virksomheder bag mig og kom ind i genbrugsarbejdet for tre år siden, fortæller han og tilføjer:
– Ud over velgørenhed giver det et rigtig godt arbejdsfællesskab – det er meget værd, synes jeg. Jeg får mange fantastiske kontakter, og det er sjovt at møde udenlandske turister, som vender tilbage til Christiansfeld og kommer ind og hilser på os.
Start for 28 år siden
Vi møder også Svend Søe, der som tidligere generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission var med til at starte den første genbrugsbutik på Prætoriustorvet i Christiansfeld for 28 år siden. Hans hustru blev daglig leder, og så gik det ellers slag i slag med at lange tøj, sko, nips og bøger hen over disken.
Flere butikker
Siden er forretningen udvidet med Møbelgenbrug i Kongensgade, Karibu Shop i Nørregade og endda en genbrugsbutik på Fur og medejerskab af en butik i Snejbjerg.
Svend Søe er fortsat engageret i genbrugsarbejdet som frivillig og glæder sig over ”en masse arbejde”, som han udtrykker det.
Brug for flere frivillige
Det er ingen hemmelighed, at butikkerne godt kunne bruge flere frivillige hænder. Også mænd, der kan tage fat i rimeligt omfang. Der er i øjeblikket 16 frivillige, der i hold på to personer tager tre timers vagt ad gangen. Der er lige mange kvinder og mænd i den frivillige stab.
– De frivillige får ansvar for et særligt arbejdsområde, efter at de har fået en generel indføring i arbejdet, fortæller Poul Starup.
Han glæder sig over opbakningen fra lokalsamfundet, hvor hele 24 butikker og virksomheder støtter genbrugsbutikkerne.
Penge givet godt ud
Og gennem BDM ved man, at pengene bliver brugt fornuftigt, siger han:
– Det er så dejligt at kunne hjælpe ude i verden, hvor fem kroner kan give udsatte børn et måltid mad. Der kommer meget godt ud af det, vi sender ud i verden: hospitaler, skoler, børnehjem og kirker.
Hvad sælger I mest af?
– Diverse varer! kommer det prompte fra Poul Starup. Dernæst møbler. Og så kommer bøger på en tredjeplads og derefter tøj og sko.