Dieselbusser er fortid: Vi har fået spritnye el-busser i lokalområdet

På billedet gør en af de spritnye el-busser på rute 254 Kolding–Sønder Stenderup –Hejlsminde ophold ved stoppestedet på havnen i Hejlsminde med Azad Selmo som turens chauffør . (Foto: sebro-press.)


KOLLEKTIV TRAFIK: På vore lokale busruter rute, 254 Kolding – Hejlsminde, 252 Kolding – Ødis – Vamdrup og 253, Kolding – Lunderskov, er forurenende dieselbusser fortid. Alle tre ruter er fra søndag betjent med splinternye miljøvenlige el-busser.

Det fortælles der til Fællesavisen fra Sydtrafik, som betjener de tre ruter i Koldings opland. Udskiftningen til el-busser er sket som et led i udskiftningen af busserne på alle bybusruter i Kolding.

Udskiftningen til el-busser blev officielt markeret torsdag i sidste uge på det nye busdepot på Platinvej i Kolding. Og nu er de så indsat i den daglige drift. Det handler om 29 busser i alt.
Udskiftningen betyder, at Kolding Kommune nu står til at spare omkring syv millioner kroner pr. år i de 10 år, som kontrakterne med Sydtrafik løber. Det skyldes, at den dyrere indkøbspris på el-busserne opvejes af de lave driftsomkostninger.

De nye el-busser til Kolding By og i vores lokalområde er bygget i Holland (Nederland) og er lavet af virksomheden Ebusco. De kan med deres 423 kWh store batteripakke køre 275 – 300 km på en fuld opladning. Og her satses der på, at busserne kan køre en hel dag uden opladning.

Samtidig med indsættelsen af de nye el-busser har Sydtrafik fra 26. 06. 22 skiftet køreplaner.
Som noget nyt er de nye el-busser udstyret med automatiske alkometre, som chaufførerne skal puste i før kørestart. Hvis et alkometer påviser alkohol, så kan bussen ikke starte!
Og så har busserne på lokalruterne også skiftet farve fra blå til gul – med påskriften ”Vi kører for klimaet”.

Se også