Ny virksomhed i Hejls vil plante træer over hele verden

HEJLS: Kunstneren Jan Ohrt med bosted i Hejls, står bag en ny sydjysk iværksættervirksomhed, der har til formål at genrejse skove rundt om i verden.
 Navnet på virksomheden er ’Earth-Roots’. Initiativet går kort fortalt ud på at sælge træer på flot tryk i et begrænset, nummereret og signeret oplag, og så bruge overskuddet til at plante nye træer.
Købere modtager så sammen med værket et officielt certifikat med eget navn og GPS-koordinater, så de kan følge deres donation fra luften i mange år frem, fortælles i en pressemeddelelse.
Træplantningen sker i samarbejde med organisationen ’Plant for The Planet’, som for hvert solgt kunstværk vil plante nye træer, hvor der er mest brug for dem.

 Undervejs i tre år

– Ideen til Earth-Roots blev født på en rejse i Afrika i 2019. Ansporet af en dedikeret kærlighed til skoven blev de første skitser lavet af dette kontinents tre mest ikoniske træer. De øvrige kontinenter fulgte snart efter, og i dag har vi i alt 63 forskellige motiver, fortæller Jan Ohrt, som har valgt at drosle ned på sin mangeårige karriere i reklamebranchen for at kunne bruge tiden på det nye initiativ, som han kalder for en vigtig mission.

Langt ude på landet

Illustratoren Jan Ohrt foran tre varianter af den europæiske lærk i format 80×160 cm.

Earth-Roots har til huse i et nedlagt landbrug lidt uden for Hejls – tæt på både skov og strand. Virksomheden drives af kunstneren selv med stor hjælp fra kæresten, Ingrid:
– Det er vigtigt for mig at være tæt på naturen, da den er en stor inspirationskilde og en uvurderlig drivkraft for at få det projektet til at lykkes, lyder det fra Earth-Roots i Hejls.
’Plant for the Planet’- motiverne kan blandt andet købes i webshoppen: www.earth-roots

____________________________________________________________________________________

Se også