44-årig ukrainer idømt fængsel, udvisning og kæmpe bøde i sagen om ulovlig cigaretfabrik
VAMDRUP: En 44-årig ukrainsk mand har ved i Retten i Kolding tilstået at have været med til at fremstille og videredistribuere mindst 27 millioner cigaretter fra en nedlagt landbrugsejendom ved Vamdrup.
Dommen lyder på 3,5 års fængsel, udvisning af Danmark – samt en tillægsbøde på mere end 58 millioner kroner!
Det skriver Politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Avisen har tidliere omtalt sagens forløb i flere artikler. Den fører helt tilbage til marts 2021, hvor 13 udenlandske mænd blev anholdt i Vamdrup for at fremstille illegale cigarretter. Senere blev yderligere en mand anholdt.
Den 44-årige nu dømte er den anden dømte i sagen. Den første mand blev i juni idømt fire års fængsel, en tillægsbøde på 71 millioner kroner og udvisning af Danmark.
Hos NSK er man tilfreds med afgørelsen. De siger endvidere, at statskassen er gået glip af omkring 65 millioner kroner i tobaksafgifter.
– Sagen handler om svindel med tobaksafgifter af hidtil uset omfang og karakter, og det er meget betydelige afgiftsbeløb, som den danske stat er gået glip af. Jeg er tilfreds med at have fået en tilståelse fra den 44-årige, og at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om en længere fængselsstraf, udvisning og en stor bøde, siger specialanklager ved NSK, Jacob Gents, i pressemeddelelsen.