Lille overskud på grænsemuseum

Genforenings- og Grænsemuseets regnskab for 2021 udviser et overskud på 183.255 kroner.

Kaj Nielsen – leder af Genforenings- og Grænsemusset ved Christiansfeld (Foto: sebro-press).

 

CHRISTIANSFELD: Corina-restriktioner betød, at aktiviteterne på Genforenings- og Grænsemuseet ved Christiansfeld i 2021 ikke kunne nå op til rekordåret 2020. Og heller ikke selv om flere af 100-års jubilæumsaktiviteterne for grænseflytningen blev udskudt fra 2020 til 2021.

 Det fremgår af museets årsrapport og regnskab. Og det har også medført, at museets overskud heller ikke blev så stort, som ellers håbet.

Årsrapportens regnskab udviser et overskud på 183.255 kroner. Fondens egenkapital udgør 3.702.127 kroner. Ledelsen for museet finder – taget pandemien i betragtning – resultat som tilfredsstillende.
Det fremgår også af årsrapporten for 2021, at resultatet netop er præget af, at i perioder måtte museet holdes lukket på grund af corona pandemien – eller der måtte arbejdes med restriktioner. Selve nedlukningen strakte sig over i alt fem måneder fra januar til primo maj og igen i december.

Regnskabet er revideret af BDO, og det har ikke givet anledning til kommentarer. Revisionsfirmaet konkluderer, at årsregnskabet giver et retvisende billede af foreningens aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2021, samt at resultatet af fondens aktiviteter for regnskabsåret 1. januar 2021 – 31. december 2021 er i overensstemmelse med årsregnskabsloven.

Årsrapporten og regnskabet har netop været til behandling og godkendelse hos Kolding Kommune, og her fandt man ikke anledning til bemærkninger. Musset ved Christiansfeld drives blandt andet på grundlag af en samarbejdsaftale med Kolding Kommune, som er gældende fra 1. januar 2020 til 31. december 2023.

Se også