Byrådspolitiker tilbyder gratis lokalhistorie
Forsiderne på de tre hæfter, som Søren Rasmussen
tilbyder gratis i forbindelse med Kulturnatten,
KOLDING: I forbindelse med Kulturnatten, fredag den 2. september i Kolding, er det også muligt at blive klogere på lokalhistorien. Byrådsmedlem Søren Rasmussen har nemlig skrevet og fået trykt tre hæfter om personer fra Kolding og omegn der deltog i 1. slesvigske krig, 1848 – 50, og 2. slesvigske krig i 1864.
De tre hæfter har titlerne: ”Skæbner fra Koldings omegn i første slesvigske krig”, ”Otto Vaupell – den tapreste blandt de tapre” og ”Veteraner fra krigen i 1864 – og deres virke i Kolding”.
Hæfterne kan fås ganske gratis så længe lager haves, for som Søren Rasmussen siger:
– Jeg er hverken forfatter eller historiker. Jeg har blot en stor interesse i vores lokalhistorie, og jeg vil gerne formidle den videre. Men som glad amatør vil jeg ikke forlange penge, for det jeg skriver. Jeg er godt tilfreds, hvis andre kan få glæde af det, jeg laver, lyder det fra Søren Rasmussen.
Både Søren Rasmussen og de lokalhistoriske hæfter vil kulturnatten være at finde i en bod ved Spejder Sport på Akseltorv fra kl. 16. / sebro