Stem på ”Vilde Lillebælt”

Kolding er sammen med Middelfart nomineret til finalen i konkurrence udskrevet af Miljøministeriet

Jørn Chemnitz – Hjælp til med  et bedre vandmiljø Lillebælt – stem på “Vilde Lillebælt”.

NATUR: Kolding og Middelfart kommuner er med deres projekt “Vilde Lillebælt” nomineret blandt de 10 vildeste kommuner i Danmark i Miljøministeriets konkurrence ”Sammen om et vildere Danmark”, som skal udbrede den vilde natur til gavn for biodiversiteten.

– Det er den vildeste optur at få beskeden om, at vi er med i top10 og finalen om at blive Danmarks vildeste kommune. Det er et kæmpe skulderklap til alt det arbejde, vi i fællesskab med forskningsinstitutionerne, forvaltningerne og de frivillige har lagt i projektet, siger udvalgsformand i Middelfart Kommune, Jacob Nielsen, i en pressemeddelelse.
Og netop vores lokalområde berøres af projektet og kan komme til at nyde stor gavn af indsatsen for et bedre vandmiljø i Lillebælt med tilstødende landområder.

Jørn Chemnitz, udvalgsformand i Kolding Kommune føjer til:

– Vi opfordrer nu alle til i konkurrencen at stemme på ’Vilde Lillebælt’, for vi er slet ikke færdige med dette fantastiske projekt, og vi skal have endnu flere bæltkommuner med i de fremtidige indsatser.

Formålet med projektet er at skabe bedre forhold for dyr og planter i og omkring Lillebælt. Det gøres ved at genskabe stenrev, plante ålegræs, lave fiskebørnehaver, frede områder for fiskeri og meget mere.

Den 19. september kåres vinderen, og du kan gå ind og påvirke resultatet ved at stemme på et af projekterne via dkvild.dk/borger/borgerafstemning.  

Se også