Fondsmægler på havearbejde i Hejls

Når Paul-Christian Sonne Kongsted kommer hjem fra sit arbejde i fondsmæglerselskabet Agrocura, smider han skjorten og går i haven.

På de 36 år, han sammen med sin hustru har boet på Villa Bæklund i Hejls, er det blevet til en meget velplejet have. Udvidelserne og fornyelser i haven fortsætter stadig.

“Jeg kan bare godt li’ at være i haven,” siger Paul-Christian ydmygt om alt arbejdet med den smukke have og trækker let på skulderen.

8000 kvm grund

Udenfor den 8000 m2 store grund står en grøntsagsbod med friske salater, gulerødder og andet godt. 10 kr. pr bundt, står der på skiltet.

Umiddelbart bliver blikket revet videre op over den grusbelagte indkørsel, som svinger sig op foran et ældre hus. Forhaven er afgrænset ud mod vejen af høje og lave hække klippet i geometriske figurer.

Bag huset åbner baghaven sig op i sin fulde længde med den store velplejede plæne i centrum. Roser, stauder, høje træer og flere formklippede buske danner rammen og afskærmer plænen fra dem store køkkenhave og hønsegården på den højre side.

På venstre side af plænen snor en bæk sig bag Orangeriet. En hvid bro går over bækken, der fungerer som skel mod nabogrunden. Bagerst viser kig mellem høje mørke træer udsigten ud over markerne.

Det kan hverken ses eller høres, at haven ligger inde i Hejls by lige overfor hallen, kun adskilt af en befærdet vej.

Passion for have

Paul-Christian viser rundt i haven. Det er en varm dag og en plads under en parasol indtages ved siden af den store plæne. Fuglene fløjter og robotplæneklipperen snurrer. Et eller andet sted risler et springvand.

Nogle går i haven for at stresse af, men for Paul-Christian er det noget andet: “Næ, tværtimod. Jeg kan godt li’ et højt tempo.”

Derimod er havearbejdet noget mere grundlæggende for ham.

“Det er et behov.”

Fra landet

Måske er det fordi, han er fra landet, forklarer han.
“Jeg har søgt det. Det er ikke så meget det, at det gør noget ved mig, men det er rart at komme ud og få plantet noget, se det vokse og blomstre. Og når man nu ikke har nogen store marker, så må man jo gøre, hvad man kan i vores lille have.”

Han ser sig rundt i parken og ler. Lille kan man ikke just kalde den.

“Jeg kan godt li’ at være i haven. Det er sjovt at gå og lave nogle projekter. Så laver man et espalier til nogle roser eller lignende.”

Køkkenhaven

Blikket falder rundt blandt de mange projekter, men drages hele tiden frem mod et bestemt sted.

“Køkkenhaven er jeg gået ekstremt op i på det seneste. At lave den gravefri og giftfri og bæredygtig, så man kan producere nogle lokale råvarer, det er fedt.”

Han begynder at pege grøntsagerne og krydderurter ud: “Egebladssalat, radiser, iceberg, rødkål, rødbeder, bolsjebeder, spidskål…”

Oplistningen bliver ved, mens Paul-Christian går ned langs rækkerne.

“Glaskål, fennikel, palmekål, squash, tomater, agurker, grønkål, blåbær, ribs…” Han mister selv helt pusten og griner: “Jamen, det er jo uhyggelig meget.”

Sådan er det blevet, fordi den ene idé tager den anden, og alting skal prøves af. Men en ting er sikker: “Vi får ikke spist det hele selv, men hønsene skal da også ha’ noget.” Han griner.
“Desuden er det lige så meget prydhave. Så det er ikke kun for at spise, det er også for at se på det.”

Det er også for at komme af med lidt af overskuddet og dele ud af sine goder, at Paul-Christian har sat boden op nede ved vejen med friske grøntsager, som forbipasserende kan købe.

Overskud og tidsforbrug

Både køkkenhaven og prydhaven ser tidskrævende ud, men han affejer det hurtigt: “Nej, det synes jeg egentlig ikke, det er. Det siger alle andre, at det er, for vi går jo herude hele tiden. Jeg lægger ikke mærke til tiden, men der ryger jo hurtigt en dag. Ingen tvivl om det.”

Men for Paul-Christian er tiden ikke vigtig, når man laver det man bedst kan lide. Han forklarer: “Alle har jo overskud til noget ved siden af deres arbejde. Nogen sidder og læser bøger. Andre har et par gamle biler de roder med.”

Paul-Christian har sin have.

Hyggekroge

Rundt omkring i parken ses mange små siddepladser og hyggekroge. Tæpper og puder er lagt frem og hjemmelavet saft stillet frem sammen med et par glas et sted. Men da han bliver spurgt, om de får brugt dem, svarer han straks og ler: “Jeg vidste du ville spørge!”

Da han har leet af, må han indrømme: “Det er da ikke det, vi laver mest.”

Selvom Paul-Christian pga. et gammelt piskesmæld har måtte sætte arbejdstiden i Agrocura ned, så trives han med travlhed, planer og videreudvikling både i arbejdet og i haven.

To forskellige verdner

Idérigdommen kan man høre går langt tilbage, når han fortæller om sin baggrund.

“Jeg er bankuddannet tilbage i 80’erne og 90’erne og har bl.a. arbejdet med ‘tidlig-fase-virksomheder’. Vi fandt idéer ved Universitetet, og så nogle investorer, der puttede penge i. Vi administrerede det og prøvede at gøre en forretning ud af idéerne.”

“I 2010 blev jeg koncerndirektør i et stort landbrug i udlandet, hvor vi drev 30.000 hektar. Der var jeg en 6-7 år, inden det blev solgt til nogle amerikanere. Først derefter blev jeg ansat nede på fondsmæglerselskabet Agrocura,” fortæller Paul-Christian, der også fortæller om sine bestyrelsesposter i konventionelle landbrug.

“Det er jo sjovt at arbejde med sådan noget her, som er økologisk, bæredygtigt og lokalt, når jeg samtidig er bestyrelsesformand ved nogle store landbrug, hvor vi er meget kommercielle”

Han griner igen.

“Det er jo ikke fordi, det ene er bedre end det andet efter min mening. Hver ting til sin tid. Det her,” han peger rundt i sin køkkenhave, “det er for, at den enkelte familie kan dyrke sine egne grøntsager. Men ved de store landbrug er det jo med at få en høj produktivitet, så vi kan få fyldt hylderne i butikkerne, så alle os andre kan blive bespist. Så det er faktisk meget godt i harmoni med hinanden. Det er selvfølgelig to vidt forskellige verdener, men det er sjovt.”

Og som han siger om sin egen have: “Det er jo noget, der dufter af landbrug, men det her er bare ren hobby.”

En have værdig til fint besøg

Andre har dog også fået øjnene op for Paul-Christians hobby. Bl.a. har Haveselskabet vist interesse. Haveselskabet er en forening med ca. 30.000 medlemmer, der alle dyrker haveglæden ligesom Paul-Christian.

“Vi er bare almindelige medlemmer,” fortæller Paul-Christian, men smiler stolt, da han fortsætter. “Haveselskabet har dog ringet nogle gange og spurgt, om vi ville åbne haven for dem. Og så har vi sagt ja – et par gange eller ti!”

Han griner og fortæller at både lokale og folk fra hele landet har benyttet lejligheden til at se deres have.

“Det har været særdeles velbesøgt.”

Det er dejligt at vise en have frem, som man er stolt af.

En have også for dig

For Paul-Christian er haven et ‘must’ og ikke spor besværlig. Han har dog også mange råd til nybegyndere, der ønsker at gå i gang.

“Start i det små,” siger han. “Et par gulerødder eller noget. Det gjorde vi også. Og så læg en plan for haven, der skaber nogle rum og noget højde.”

Han griner.

“Det gjorde vi ikke, men det ville helt sikkert have hjulpet.”

Når man ser rundt i Paul-Christians have, kan man ikke se, at planerne ikke har været bevidste. I stedet ser man en have, der har udviklet sig over mange år, og nu står med rum og højde, summende insekter og rindende vand. Man ser en have, hvor man har lyst til at være.