KORT FORTALT…
Opdateret: 04.10.22/sebro
Bageren indfører energitillæg
LUNDERSKOV: Det bliver fra onsdag dyrere at købe brød og kager hos Lunderskov Bageri, for da indfører forretningen et energitillæg på købet på tre kroner for køb for over 30 kroner.
Energitillægget fjernes igen, når “verden” normaliseres igen, lyder det fra bageriet.
Forurening
CHRISTIANSFELD: TrekantBrand station Tyrstrup – Tyrstrup Frivillige Brandværn – blev mandag eftermiddag kaldt til adressen Industrivej 10 i Christiansfeld for at neutralisere en mindre forurening.
Teater fejrer jubilæum
KOLDING: Kolding Teaterforening fejrer 300-året for den danske skueplads med at vise Folketeatrets opsætning af skuespillet ”Den poetiske raptus”. Forestillingen løber over scenen på Comwell Kolding Teater søndag d. 9. oktober.
Skuespillet er skrevet af Ernst Bruun Olsen og handler om et trængt teaterliv i 1722 – nærmere bestemt på teatret i Lille Grønnegade i København. På scenen ses Anders Juul, Tom Jensen, Josefine Tvermoes, Marie Louise Wille, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley og Simon Kongsted.
__________
Generalforsamling
og foredrag
HEJLS/HEJLSMINDE: Der er generalforsamling i Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Hejls og Hejlsminde, torsdag aften 6. oktober. Stedet er Hejls gamle Skole på Hejls Landevej. Mødet slutter med et foredrag med titlen Vikingerne i England.
______________