Nyt spændende bofællesskab ventes klar til indflytning i 2024
Prisstigninger har medført større byggeomkostninger - og lidt højere huslejer
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
CHRISTIANSFELD: Arbejdet med opførelsen af et nyt spændende bofællesskab for seniorer i Skovparken i Christiansfeld skrider frem. Boligerne forventes står klar til indflytning i sidste halvdel af 2024.
Det handler om 17 boliger. Og det er Tyrstrup Andelsboligforening – fra 1. januar ALFABO – der står bag projektet. Men heller ikke det byggeri er gået ram forbi prisstigningerne. Oprindeligt var det budgetteret til 35.534.000 kroner. Nu er det løbet op i 42.359.000 kroner. En stigning på 10.6 procent.
– Vi er klar med grunden, således at spaden kan sætte i jorden og byggeriet kan komme i gang lige efter årsskiftet. Dog naturligvis alt efter, hvordan vinteren udarter sig, siger formanden for det snart forhenværende lokale boligselskab, Hans Rohr.
Stigningen får også indflydelse huslejerne i det nye byggeri. De stiger fra stiger fra 986 kroner til 1.041 kroner pr. kvadratmeter, hvilket betyder, at huslejen for den billigste bolig bliver 6.777 kroner og for den dyreste 8.536 kroner.
Situationen har også medført et snit med sparekniven i projektet. Det var oprindeligt projekteret med carporte, men de nu skåret væk.
Der er gået en rum tid siden projektet blev præsenteret første gang. Det skyldes blandt andet, at der skulle rives 18 andre boliger ned, for at give plads til de nye seniorboliger. Derudover er der også gået tid med at lave nye beregninger, også som en følge af prisstigningerne.
– Men vi kan heldigvis, blandt andet gennem en interessegruppe vi har, konstatere at der er meget stor interesse for at flytte ind i de nye boliger, siger Hans Rohr.
Det er Kuben Management i Christiansfeld, der står som arkitekt og rådgiver for projektet. Og herfra har man netop fået de nye beregninger med stigerne godkendt i det kommunale udvalg Plan og Teknik. Men inden endelig godkendelse skal projektet først en tur gennem byrådet:
– Men heldigvis for os har regeringen, netop som en følge af de kraftige prisstigninger, hævet støttebeløbet til alment byggeri, så vi fortsat holder os inden for maksimumsgrænsen, og vi er dermed berettiget til støtte, siger Hans Rohr.
Plan og Teknik-udvalget har dog i sagen betinget sig for godkendelse, at stigningerne også godkendes af Landsbyggefonden.
Den praktiske del af arbejdet med opførelsen af de 17 nye bofællesskaber for seniorer bliver lagt i hænderne på byggefirmaet Bo Michaelsen, Haderslev, som var billigst ved et udbud, fortæller Hans Rohr.