Juletoget futter på lørdag rundt i honningkagebyen Christiansfeld
Lørdag den 10. december kan børn og barnlige sjæle få en tur med juletoget i Christiansfeld.
Fra kl. 10 til ca. kl. 14 kører nemlig et juletog, som gartner Hans Mailand har skaffet til byen fra Nordjylland. Det er Christiansfeld Handelsstandsforening, der står bag arrangementet, og butikkerne holder åbent i mindst samme tidsrum.
Toget kører fra Prætoriustorvet ved hotellet ad Kongensgade forbi Kleinbahntoget ved Morgenstjernen og ned til Skolegade, for så at fortsætte op forbi skolen til Meny og tilbage til udgangspunktet.
Julemanden var syg!
Desuden går selveste julemanden rundt i byen. Julemanden blev desværre syg forrige lørdag, så spørgsmålet er jo nu, om alle pakkerne når ud til børnene inden juleaften. Så vidt vi erfarer, vil julemanden i hvert fald sørge for pakker til de artige børn…
Julegløgg på Torvet
Skulle der blive koldt på lørdag, kan man varme sig med gløgg og æbleskiver bag ved hotellet på Prætoriustorvet. Der var oprindeligt ønsker fremme om et julemarked med boder, men det er ikke lykkedes at få arrangeret det i denne travle juletid.
På torvet kan man også finde et skilt for salg af juletræer. Det er de grønne KFUM-spejdere, der sælger. Salget foregår fra spejderhytten på Gl. Kongevej 19 hver weekend indtil jul.
Senere lørdag, kl. 16, synger Haderslev Drengekor i Brødremenighedens Kirkesal. Det er Klassisk Christiansfeld, der arrangerer, og det koster 150 kr. i entré at opleve drengekoret synge julen ind.