Kolding Kommune vil hjælpe hele familien

A. P. Møllers støttefond har givet over 2 millioner til projektet.

Forældre kan af forskellige grunde blive ramt af arbejdsløshed – og risikerer at skulle være på kontanthjælp i lang tid. Årsagerne og konsekvenserne kan gå hårdt ud over børnene og påvirke deres trivsel og læring.

Tidligere er familier med udfordringer på flere fronter ofte blevet mødt af et kommunalt system, som forsøgte at tage hånd om problemerne enkeltvis. Familiens medlemmer har skullet forholde sig til mange forskellige medarbejdere og planer på én gang.

– Det gør kommunen op med nu. Fremover skal det være en helt anden og samlet oplevelse for familierne at modtage hjælp.

Vi mener, at familier, der står i en situation, hvor forældrenes arbejdsliv er truet og børnene mistrives, skal mødes af én samlet indgang til at få hjælp. Én indgang, hvor vi ser på hele familiens samlede situation – og lægger én samlet plan, der hjælper hele familien, fortæller Cathrine Reinert fra kommunens kommunikationsafdeling.

Job & Familieliv

Projektet Job og Familieliv etableres pr. 1. januar 2023 og støttes af Den A.P. Møllerske Støttefond med 2.152.500 kr.

– Det overordnede mål i Job & Familieliv er at få familier til at lykkes. For os betyder det at få rykket forældrene tættere på arbejdsmarkedet og få skabt bedre trivsel i hele familien.
Vi arbejder med at sikre stabil skolegang og dagtilbud for børnene og sikre tilknytning til fritidslivet for familiens børn og gerne voksne. Vi skal arbejde med alternative løsninger frem for anbringelser.

Hjælp på tværs

– Tværfaglighed er således kodeordet og skal bidrage til, at vi lykkes med den samlede indsats, hvor familierne oplever én indgang og én fælles plan for at nå sine mål som familie.
Vi tror på, at når vi hjælper de voksne, så hjælper vi også børnene, fortæller Cathrine Reinert, som henviser til, at familiechef Kenneth Røn Christiansen og arbejdsmarkedschef Mette Byskov begge er med i det tværfaglige projekt.

Se også