Døden er en del af livet – på godt og ondt

Du møder bedemanden, når sorgen rammer. Eller når rustvognen kører forbi. Nogle gange tænker du måske: ’Pyha, det var ikke en, jeg kendte’.

Måske er det derfor, det er nærliggende at forestille sig bedemanden som ham i tegneserien Lucky Luke, der går rundt og tager mål af de levende. Eller som Jesper Andersen siger: ”Folk tror, det er lidt et støvet og gammelt erhverv. Men så tror jeg, de undervurderer, hvad bedemanden laver.”

Jesper vil gerne fortælle en anden historie – en der handler om, hvad det egentligt vil sige at være bedemand, og hvad det vil sige for ham.

Voksede op med kister derhjemme

”Jeg kan starte med at fortælle min egen historie,” begynder han.

”Mine forældre havde begravelsesforretning i Sdr. Bjert, og i 2011 overtog de begravelsesforretningen her i Tagkær og Christiansfeld efter Leif Jakobsen. Så det var en helt naturlig del af min barndom. I mit barndomshjem havde mine forældre fx både kistelager og rustvogn holdende. Men for mig duftede en kiste bare fantastisk af nyt, frisk fyrretræ. Der var ikke noget uhyggeligt i det. Først da jeg kom på efterskole, og mine efterskolekammerater ikke ville med mig hjem, ramte det. De turde ikke, for der var kister derhjemme. Og der havde jeg jo fået en helt anden naturlig tilgang. Det har ikke været uhyggeligt for mig.”

Alligevel så Jesper ikke sig selv i erhvervet.

”Jeg har haft det helt tæt inde på livet og vidste, hvad det indebar. Af den grund tænkte jeg som ung, at det skulle jeg overhovedet ikke beskæftige mig med. Jeg kunne jo se, hvad omkostningerne var. Det er jo et meget bundet job.”

Telefontider 24/7

”I min barndom holdt mine forældre aldrig fri. Hvis vi var på ferie, var det en forlænget weekend. For jobbet er jo 24/7. Men så plejer jeg at sige til konfirmanderne, når jeg er ude ved dem, at til gengæld er det kun 365 dage om året,” siger Jesper og ler.

Blandt andet derfor gik han i stedet ind i vognmandsbranchen og busdrift.

”Der var meget kørsel både i weekenderne og om natten, og når man får børn, begynder man mere at tænke på de nære ting – at være hjemme.”

Derfor startede han i sine forældres firma, begravelsesforretningen, i 1999.

”Jeg havde en forventning om, at jeg kunne komme ned i arbejdstid. Men lige der gjorde jeg en regnefejl!”

Juleaften er ikke fredet

”Heldigvis er det sådan i dag, at jeg har nogle gode kollegaer omkring mig.
De gør, at jeg også engang imellem kan få fri i weekenden og være sammen med min familie. Men jeg er sikker på, at hvis du spørger min kone og mine dejlige børn, så vil de stadig sige, at de skal undvære mig meget.

Det er klart, at de mærker afsavnet mere, end jeg gør. For når jeg er i gang med noget fx juleaften, så mærker jeg det, når jeg bryder op fra det fællesskab. Men når jeg er optaget af arbejdet, så tænker jeg ikke så meget på det.

Det er jo sådan, det er.

Vi har også en telefon, vi skal svare på om aftenen, og en sjælden gang imellem ringer den også om natten. Ikke fordi vi skal ud om natten, men nogle gange opstår der et behov fra familie og pårørende om at få noget afklaring.”

Hans familien bakker dog op.

”Det gør de bestemt. Og ellers kunne jeg heller ikke være i det,” siger Jesper.

Tidspresset erhverv

Men ikke kun bedemanden mærker presset.

”Når der sker et dødsfald, så bliver familie og pårørende ret hurtigt bedt om at tage stilling til noget. Sker dødsfaldet fx på et plejehjem, i eget hjem eller på hospice, så er der en forventning om, at man skal føres i et kapel ret hurtigt. Derfor er det ikke ualmindeligt, at vi som bedemænd er nogle af de første, der bliver kontaktet ifm et dødsfald.”

Og kørsel fylder meget, men Jesper hjælper også med mange andre ting.

”Der udarbejdes papirer til det offentlige og skifteretten. Præsten skal kontaktes, og der skal skabes kontakt til kirkegården. Der skal nok være blomster til kisten og dødsannoncer i aviserne. Og så er der noget logistik også. Aftaler med krematoriet osv.”

Den første kontakt mellem Jesper og de pårørende foregår over telefon. Her aftaler han straks et personligt møde, for det vigtigste er at kunne se hinanden og gøre de efterladte trygge midt i sorg og tidspres.

”Og så skal man mærke efter, hvad de enkeltes behov er, for vores behov er ikke ens i en afsked,” siger Jesper.

Mens nogle har behov for at være med til at lægge i kiste, vil andre slet ikke at have noget med noget af det at gøre.

Kærlighedens pris

”Jeg hører tit præsterne sige, at sorgen er kærlighedens pris. Men dertil kan man godt tilføje, at min forstand godt kan sige en ting, mens mine følelser siger noget andet. Jeg ved det, for jeg har også selv taget afsked med familiemedlemmer.”

Men på spørgsmålet om Jesper møder de efterladte med sin forstand eller sit hjerte, svarer han straks:

”Det er med hjertet – og med empati. For det er vigtigt for mig, at man skal kunne sætte sig ind i den sorg, andre er i. Jeg kan ikke tage sorgen fra dem, det tror jeg heller ikke forventningen er, men man skal have respekt i omgangen med dem. Det handler om at kunne gøre en forskel,” forklarer Jesper.

Hvilket han sætter stor pris på og nævner som én af de ting, han virkelig holder af ved jobbet.

”Og så det med at være vandbærer ift. skikke og traditioner og højtideligholde det hele. Der er ikke noget, der er lige meget,” fortsætter Jesper.

”Og så ønsker jeg, at de pårørende skal være trygge. For når vi er i en situation, hvor vi mister og livet gør ondt, kan der mange gange være så meget kaos. Og så har vi alle sammen behov for noget tryghed, og den tryghed vil jeg gerne, at man kan føle i omgangen med mig.”

Lokalt forandret

Jesper bor i nærheden af sine forretninger, og det kan mærkes.

”Jeg kan ikke undgå at møde folk, som har mistet i lokalsamfundet. Og nogle gange har jeg på fornemmelsen, at det kan være svært at møde mig igen, fordi jeg bliver forbundet med en ubehagelig oplevelse for dem. Ikke fordi det er mig, der har været ubehagelig, men fordi jeg bliver forbundet med en livskrise. Og det skal jeg jo have respekt for, men jeg hilser også gerne på dem igen, hvis jeg får muligheden.”

Han forstår dem godt. Samtidigt ønsker han at være der lokalt. Han er med i handelsstandsforeningen i Christiansfeld og kommer gerne og ofte ud til konfirmanderne og fortæller.

Og Jesper er slet ikke som bedemanden fra Lucky Luke eller støvet og gammel. Han er der for at hjælpe, det er der ingen tvivl om.