Klinik for fysioterapi får mere plads
Fysioterapeuterne Flemming Jakobsen og Mette Rasmussen er flyttet fra Kongensgade 18 til Lægerne Hertels tidligere klinik på Lysestøbervej 4.
”Vi flytter for at få mere plads, bedre adgangsforhold og et træningslokale, hvor vi kan lave holdtræning. Og så får vi bedre parkeringsforhold, så alle de ydre rammer bliver bedre,” siger Flemming Jakobsen.
Ønsket om et større sted har længe været til stede, men er blevet sat i stå, forklarer Flemming.
”Vi var en del af det offentlige lægehus i mange år og troede egentlig, vi skulle ende ovre i det nye sundhedshus. Men da det ikke blev, måtte vi lede efter noget andet.”
I stedet har Klinik for fysioterapi lejet sig ind på Lysestøbervej 4, som administreres af Kristiansen-Bolig. I ejendommen vil der desuden blive to lejligheder.
Nye rammer giver nye muligheder
”Vi ønsker bla. at udvide med specifikke holdtræninger. Det kan være ryghold, hold for folk med hjerneskader eller alderdomsrelaterede hold for dem, som er gået lidt i stå,” siger Flemming Jakobsen.
Han har været fysioterapeut i Christiansfeld i 27 år, mens Mette Jacobsen har været det i 21. Begge føler de sig som en fast del af byen og glæder sig over den nye plads.