Ny købmandsbutik i Fynslund-området skal overgå Brugsen
– Det bliver en butik med det rigtige udvalg til de rigtige priser, lover Søren Vejen Jensen fra arbejdsgruppen. De har fået lovning på 1,25 mio. kr. fra de lokale, men opgiver ikke, før der er 2 mio. kr. hjemme. Og det er vigtigt, at det snart sker, for Dagli’Brugsen lukker fredag.
Der er nu indsamlet 1,25 mio. kr. til en ny købmandsbutik i Fynslund-området, når Dagli’Brugsen i Jordrup har sin sidste åbningsdag på fredag, den 24. februar 2023.
Arbejdsgruppen har sat 2 mio. kr. som mål, hvis det skal lykkes at beholde butikken.
– Vi er ikke i tvivl om, at ”Min Købmand” vil kunne fungere. Vi har et opland på mindst 800 husstande og Dagli’Brugsen havde en omsætning på 9 mio. kr., forklarer Søren Vejen-Jensen fra arbejdsgruppen.
– Men vi skal have 2 mio. kroner, før vi kan overtage butikken, og jo før det sker, des bedre. For Dagli’Brugsen lukker på fredag.
Den nye butik bliver ikke en Brugsen version 2. Det bliver en helt ny og flot butik med det rigtige udvalg til de rigtige priser. Når vi har det, vil beboerne også lægge hele deres indkøb af dagligvarer her og ikke købe ind i Kolding, hvor de måske arbejder.
Den nye butik vil også have posthus, pakkeshops, apotek og bibliotekscentral, som vi har nu, forklarer Søren Vejen-Jensen.
– Det er også vigtigt, at folk forstår, at huspriserne VIL falde, hvis vi ikke har en lokal butik.
Derfor gælder det om at få den startet op, siger han.
Arbejdsgruppen opfordrer derfor til at købe anparter af 2.500 kr.
Idéen om at stå sammen om en lokal købmandsbutik blev lanceret på et borgermøde den 26. januar, hvor Dagrofa fortalte de ca. 350 fremmødte om mulighederne for en købmandsbutik.
Tilsagn om 1,25 mio.
I første omgang skal man ikke have pengene op af lommen. Man skal blot give tilsagn. Kun tre personer i arbejdsgruppen kender til anparter og donationer. Det er Tommy Lauritzen, Rikke Vejen og Søren Vejen-Jensen.
De øvrige medlemmer af arbejdsgruppen er: Hans Nautrup, Karina Kragelund Sundahl, Line Brahms, Christoffer Olsen, Anne Grete Eriksen, Signe Garuto, Bent Skovsen og Kristian Dam.
Brug for mere
Gruppen har lavet en generel analyse, som giver et indblik i, hvordan indsamlingen skrider frem, fortæller Søren Vejen-Jensen på Facebook-siden ”Indkøb i Fynslund-området”.
Her oplyser han, at de godt 1,25 mio. som der foreløbigt er tilsagn om, fordeler sig med 85% i anparter, som der er solgt 403 stk. af, og 15% i donationer (25 stk.)
De 403 anparter er tegnet af 240 personer. Det gennemsnitlige beløb pr. anparts-tager er kr. 4.200 kr.
– Vi kan ud fra disse data konkludere, at der fortsat er rigtig mange husstande i Fynslund området, som endnu ikke har afleveret en tilkendegivelse, samt at mange af de indkomne tilkendegivelser på nuværende tidspunkt kun er på en anpart. Det må vi kunne gøre bedre, konkluderer Søren Vejen-Jensen.
Blanketterne kan downloades på www.jordrup.dk eller hentes i Brugsen eller Fynslund hallen.
Succes i Ågård: Får en købmand
I Ågård, lidt længere nord på i Vejle kommune, er det lykkedes at skaffe 1.9 mio. kr. til at åbne en ny købmandsbutik, Min Købmand, i stedet for Dagli’Brugsen, der lukkedes i slutningen af november sidste år.
Den ny dagligvarebutik åbner efter planen den 23. marts i den gamle brugs-bygning, som de lokale køber af Coop.
I Ågård hang projektet ellers i en tynd tråd. Ugen før deadline den 8.2. manglede der stadig 250.000 kr.