Tim fik problemer, da han kom hjem fra Afghanistan

Af Henrik Engelbrekt Refshauge

Skt. Hans aftensdag kørte Tim Nørreby Larsen på en vejsidebombe i en kolonne med tidligere forsvarschef Jesper Helsø i Afghanistan.

– Var det et angreb på ham eller på mig? spørger Tim, der kørte bilen.

– Jeg blev så vred. Hvorfor i alverden havde man forsøgt at slå mig ihjel? I det øjeblik var afghanske menneskeliv ikke højt på min rangliste, fortæller Tim.

Noget sad i mig

Tim kom tilbage til basen i Afghanistan og blev debriefet med de andre.

– Formålet var ikke at pege fingre, men at tale forløbet igennem og lære af det. Jeg opdagede ikke, at der var noget, som sad i mig på det tidspunkt. Jeg var tilfreds med, at alle agerede som vi havde lært.

– Hvert år skænker jeg mig en lille whisky eller rom denne helt specifikke dag og skåler for mig selv og siger ”tak”. Er der nogen, der lytter, har jeg det fint med det. Jeg er ikke religiøs som sådan, men har brug for at sige tak, siger Tim Larsen. Han har både været dronepilot, i artilleriet, i efterretningstjenesten, ingeniørsoldat, ammunitionsrydder, i en udrykningsstyrke og kampvognsenhed.

Tak for jeg er i live

Tim Nørreby Larsen har været udsendt til Eritrea og har været i Afghanistan seks gange. Hver gang har han meldt sig frivilligt. Da han kom hjem i 2011, sagde han tak for denne gang.

– Jeg var træt. Nogle psykologer vil måske kalde det en depression. Jeg gad ikke stå op, spise, gå i seng, snakke med nogen. Jeg har ikke snakket med nogen læger om det, for jeg følte mig ikke syg, men vidste, det var noget, der skulle overstås. Men så fandt jeg soldaterhjemsleder Erik Hein og den veteranfaglige medarbejder Thomas Jakobsen på soldaterhjemmet i Varde. Det hjalp mig med at komme videre, fortæller den tætbyggede soldat.

Soldaterhjemmet ændrede min retning

– Jeg ville være gået glip af mange ting, hvis jeg ikke havde haft KFUM’s Soldatermission. ”Kuffen”, som vi kalder den, har givet mig nogle rolige rammer og en struktur, fortæller Tim Larsen.

– Man kan altid få et godt måltid mad og en hjemlig hyggelig atmosfære. Det har jeg altid brugt, også i Afghanistan. Det var et sted, jeg kunne slappe af og tale med ligesindede, siger den 49-årige ex-soldat.

– Der skete nogle ting i mit privatliv, der gjorde, at jeg fik brug for at tale med nogen og få nogle informationer fra en helt anden side af verden, som jeg ikke var vant til.

Gode samtaler

– Selvom jeg ikke er religiøs, har jeg haft rigtigt mange dejlige samtaler, hvor Erik har prøvet at beskrive ting fra sin kristne tro uden at omvende mig. Men han har fundet nogle punkter i sit eget liv, hvor han også har prøvet nogle af de ting, jeg har været ude for. Han fortalte om, hvordan han tacklede det. Det har givet mig rigtig meget, beretter den hårdhudede soldat.

– Nogle gange kommer jeg på hjemmet lige til de skal spise frokost. Jeg bliver altid budt med ind, selvom det kun er for de ansatte. Så deler de deres mad med mig. De be’r bordbøn, og der kommer nogle gange en lille andagt, som Erik holder og som er passende. Jeg sidder og smiler og siger tak. Det rører mig, at de har mig i deres tanker. Det er jeg meget benovet over. Det behøvede de ikke, men jeg oplever mig som adopteret, fortæller Tim Nørreby Larsen.

Fisken gav struktur

Der manglede noget liv på soldaterhjemmet. På Andtvorskov soldaterhjem havde de en papegøje. Men så fik Thomas fat i Ole Kirks akvarium fra LEGO til Varde Soldaterhjem.
– En aften spørger Thomas ved et veteranarrangement, om nogen kunne tænke sig at være fiskeansvarlig og være med til at bygge det op. Det lød sindssygt spændende. Mit eneste krav var bare, at jeg ikke var alene om det.

– Overfodermester, siger Tim og tygger på ordet.

– Så er man noget. Jeg sørger for, der ikke bliver overfodret, fortæller Tim med et smil. Han har nu fået tre akvarier op at køre og fået overskud til sit eget akvarium derhjemme.

Virkelighedsflugt

– Akvarierne har betydet, at jeg har fået en ro og rutine i denne periode af mit liv, hvor livet er kikset lidt for mig, og jeg skal starte forfra.

Flere af mine tidligere kollegaer kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare slår mig på flasken ligesom dem. Det var jo den nemmeste undskyldning. Men ansvaret for og rammerne om Soldaterhjemmets akvarium hjalp mig igennem.

Her kan jeg slå hjernen fra, når jeg renser akvarier. Ja, det er en lille virkelighedsflugt, men uden at flygte fra det konkrete, jeg har gjort. Det giver min hjerne fred og ro.

– Jeg griner ikke så meget, når jeg er alene, beretter Tim tørt. Men det gør jeg på Soldaterhjemmet. Bare gåturen på tyve minutter op til Soldaterhjemmet og til mennesker, der spørger mig om alt muligt andet end soldateriet, gør, at jeg kan læne mig tilbage. Det løfter også mit humør at få kufpigerne til at grine, smiler overkonstabelen af 1. grad.

Ræk hånden op for at få psykologhjælp

– Jeg skal helst have ryggen fri, når jeg er sammen med mange mennesker. Jeg har det bedst med at sidde med ryggen mod en mur fremfor midt i et lokale. Jeg har det bedst med kun at koncentrere mig om de 180 grader foran mig. Jeg er sikker på, at hvis man spørger nogle psykologer, vil de tale om traumer. Andre veteraner har behov for ro, både støjmæssigt og ikke for mange ting i gang på én gang.

– Da mine kammerater kom hjem fra Eksjugoslavien, blev de sat i en stor sal, og så sagde officeren, at man kunne række en hånd op, hvis man havde brug for en psykologsamtale, for så kunne de gå ned til en psykolog nede bagved.

I dag får alle befalet 15 minutters individuel psykolog-samtale, når vi kommer hjem til Danmark, for at sikre, at soldaten lander i fornuftig orden, fortæller Tim.

Et broderskab

Danmark har sendt soldater til Eks-Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Adenbugten, Mali, Libanon, Hormuz-strædet, Guinea-bugten og mange flere steder – og nu Baltikum.

– Ligesom hos brandmænd og politifolk opstår der blandt soldater et broderskab, fordi vi har oplevet noget stærkt sammen. Når vi mærker tomrummet derhjemme, har vi brug for at genbesøge disse fællesskaber. Og jeg er ikke til motorcykler og rygmærker, siger Tim Larsen.

Hver anden onsdag er Tim med til veteranmøde.

– Vi har det til fælles, at vi har været udsendt. Når vi sidder her et par timer og bygger plastikmodeller af fly, kampvogne og traktorer, lukker vi verden ude, mens vi nørder med at lime to stykker plastik sammen. Der er vi tilbage i værkstedshumoren, der ikke altid er børnevenlig, fortæller Tim.

Artiklen er fra ”Soldater-vennen” og har også været bragt i Udfordringen.