Hvordan har de ukrainske piger det?

Af Anne-Marie Træholt Rasmussen

”Året er gået hurtigt for os, men det har været lang tid for pigerne at være hjemmefra,” fortæller Lydia Rhinstrøm Jensen. ”Ingen tænkte vel på for et år siden, at der ville gå så lang tid med krig og rædsler i Ukraine?”

Både Lydia og Jørn nævner, at de på trods af rædslerne også føler sig beriget og bekræftet af at have lært pigerne at kende.

Ankomsten til Danmark

”Vi hentede tre ukrainske flygtninge d. 16. marts 2022 kl. 9.30 i KOVAs lokaler i Kolding.”
Øjeblikket husker Lydia og Jørn tydeligt.

“Kommunikationen foregik på en smule engelsk, fagter, lidt sønderjysk mm., og op af dagen fandt vi Google Translate frem på vores mobiler. Vi brugte flittigt hjælpemidlet på Ukrainsk – Dansk og på Dansk – Ukrainsk, hvilket vi stadig benytter i nogen grad.

Pigerne har nu lært sig en del engelsk og går på sprogskole to gange om ugen i Kolding for at lære dansk. De kan også tale lidt sønderjysk og er gode til at forstå det,” fortæller Lydia med et smil.

”I tre måneder boede de hos os og arbejdede i Christiansfeld, hvortil de dagligt blev kørt frem og tilbage. Men 13. juni 2022 var næsten alle deres papirer i orden, og pigerne kunne flytte ind i deres egen lejlighed i Christiansfeld.

Men vi har stadig kontakt og ses ofte. Vi besøger hinanden, spiser sammen eller bowler med mere. Hver uge er vi i kontakt med hinanden. Så vi har fået en større ’familie’ med de tre ukrainere, hvilket vi er meget glade for.

Desuden er vi blevet bekræftet i, at ukrainere er arbejdsomme, hjælpsomme, pålidelige, venlige, taknemmelige og et vellidt folk.”

Mange bekymringer

’Pigerne’ blev hurtigt det kaldenavn, Lydia og Jørn brugte om dem. Men i virkeligheden er de alle tre voksne og måtte efterlade mænd og børn i Ukraine, fordi de skulle i krig. Og når de skulle kæmpe, måtte kvinderne forsørge.

”Jeg er meget bekymret,” fortæller Oksana.

”Jeg savner mine slægtninge. På et tidspunkt tænkte jeg på at vende tilbage til Ukraine, men jeg bor i en lille by. Her plejede jeg også at arbejde, men i øjeblikket er der ikke noget arbejde, og jeg skal forsørge min familie.

Nu bor jeg i den smukke by Christiansfeld i en rummelig og smuk lejlighed. Jeg arbejder på en chokoladefabrik, Xocolatl, sammen med søde og accepterende mennesker. Det er svært at kommunikere, men jeg lærer dansk.”

Oksana er taknemmelig for det, hun har fået på trods af krigen.

Drømme brast

”Den omfattende krig i Ukraine tvang mange mennesker til at forlade deres hjem,” fortsætter Luida, hvor Oksana slap.

”De var på jagt efter et fredeligt liv, arbejde, sikkerhed og stabilitet. Jeg var blandt sådanne mennesker. Det er skræmmende, at vores drømme ikke går i opfyldelse. Og slet ikke på den måde, som vi havde forventet. Jeg havde godt nok altid drømt om at bo 2-3 måneder i udlandet og arbejde, bare for oplevelsens skyld, men ikke på denne baggrund. Men da begyndelsen på en fuldskala invasion kom, besluttede jeg at tage afsted alligevel.”

Hun forsøger at se det fra den lyse side, selvom det ikke er let.

“Dette er en mulighed for ikke at være afhængig af omstændighederne og samtidig fortsætte med at støtte min familie og – hvis det er muligt – mit land. Det sværeste er dog at være adskilt fra sine venner og familie. Megen kommunikation foregår kun gennem videoopkald, men det er svært at være så langt væk…”

Nye venskaber

Omstændighederne har dog også bragt noget godt med sig, fortæller Maryna:

” Jeg har boet i Danmark i et år. Og da jeg kom til dette ukendte land for et år siden, var det skræmmende, for jeg vidste ikke, hvad der ville ligge forude. Heldigvis blev vi mødt af nogle meget søde, venlige og lydhøre mennesker, nemlig Lydia og Jørn. De hjalp os helt fra starten med papirarbejde og med arbejde og bolig, så vi faldt rigtig godt til her i Christiansfeld. Vi er stadig i kontakt med dem, og vi bliver altid meget glade, når vi kan mødes.”

Hjemrejse?

Ingen af dem troede, at krigen skulle vare så længe. Og alle drømmer de om at komme hjem, men det er ikke alle, som har den mulighed. Maryna er dog håbefuld.

”I min by, Kiev, er situationen blevet bedre, selvom krigen desværre fortsætter,” fortæller hun.

”Derfor har jeg taget beslutningen om, at jeg skal vende tilbage til mit land. Danmark er et meget godt land, men først her indså jeg, hvor meget jeg elsker mit hjemland og ønsker at bo i Ukraine. Derfor vender jeg snart tilbage til Kiev. Men jeg håber, at jeg altid vil holde kontakten med Lydia og Jørn, og når krigen er slut, vil vi helt sikkert mødes igen.”

Oksana og Ludia har ikke samme mulighed som Maryna. Derfor arbejder de videre her i byen, lærer den at kende og knytter venskaber. De har det godt her og kan være trygge. Men planen er for dem alle at vende hjem til familier og venner i Ukraine, når det bliver muligt.
Og når det en dag sker, har de allerede aftalt, at Lydia og Jørn skal komme på besøg, for venskabet varer ved.