Prisstigninger spænder ben for TVIS-varme til Christiansfeld
TVIS er sprunget fra en aftale om levering af grøn og billig fjernvarme til Christiansfeld Fjernvarmeværk
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
CHRISTINSFELD: Det kommunale forsyningsselskab ,Trekantområdets Varmeselskab I/S, TVIS, har overraskende set sig tvunget til at springe fra en ellers for længst indgået aftale med Christiansfeld Fjernvarmeselskab om levering af billig grøn fjernvarme, via det lokale varmeværk i byen ud til forbrugerne.
Christiansfeld Fjernvarme har efter et bestyrelsesmøde i TVIS, modtaget følgende meddelelse:
”Bestyrelsen i (TVIS) godkender, at der meddeles Christiansfeld Fjernvarme og Kolding Kommune, at der mod forventning ikke kan skabes en positiv selskabsøkonomi for TVIS´ eksisterende kunder. TVIS kan derfor, for nuværende, ikke etablere en transmissionsledning til Christiansfeld”.
– Det er bare ærgerligt, men vi er nødt til at tage meddelelsen til efterretning. TVIS kan i øjeblikket ikke gøre andet. Selskabet, der er offentligt ejet af kommunerne må nemlig ifølge loven ikke udføre projekter, som ikke samfundsmæssigt økonomisk forsvarlige. Og det er projektet ikke her til Christiansfeld ikke mere, siger formanden for Christiansfeld Fjernvarme, Allan Kirk Jensen til avisen.
Og det er udelukkende voldsomme prisstigninger, der er årsagen:
– Omkostningerne ved at etablere en transmissionsledning fra Kolding til Christiansfeld, som vi har arbejdet på i snart ved to år er på grund af inflation, stigende priser på råvarer og gravearbejde, bare eksploderet det seneste år, mens behovet for varme her i Christiansfeld jo alt andet lige er det samme, stort set vil være, som det hele tiden har været, forklarer Allan Kirk Jensen.
Han bebuder videre, at han på selskabets generalforsamling, onsdag aften den 19. april på Brødremenighedens Hotel, vil redegøre nærmere både for den nye situation, der er opstået efter meddelelsen fra TVIS, og om de muligheder, der nu er for at komme af med den ustabile gas, som er varmekilde på byens fjernvarmeværk.
– Der findes dog kun tre alternative muligheder på markedet, og det er elkedler, varmepumper og biomasse – eller måske en kombination af disse, siger Allan Kirk Jensen.
Han understreger endvidere, at Christiansfeld Fjernvarme fortsat påregner at tilbyde fjernvarme til de husstande i byen, som i øjeblikket fyrer separat med naturgas, og det er blandt andet i den nordlige del af Kongensgade og på og ved Haderslevvej i sydbyen.