Tobias cykler op gennem Jylland

Og den 7. august passerer han fra Mølby gennem Sommersted på sin handikap-cykel.

Pia Allerslev på cykeltur med Tobias fra Sommersted.

Man behøver ikke være eliteatlet og Tour-rytter for at synes, cykling er fedt.

Tobias Jørgensen fra Mølby ved Sommersted har cerebral parese, men elsker at cykle. Tobias’ handicap betyder, at han ikke cykler på verdens mest toptrimmede carbonracer, men benytter en mere ydmyg trehjulet ”havelåge”, som sikrer balancen.

Men det gør ikke glæden mindre. At cykle er frihed, vind i håret og en helt særlig måde at tage landskabet, vejret, duftene og lydene ind på. At cykle er at leve – også for mennesker, som lever med et handicap.

Derfor har Tobias, der er aktiv i foreningen CP Danmark Sønderjylland inviteret foreningens landsformand Pia Allerslev med på en cykeltur på langs af Jylland med start den 7. august. Fra Sommersted i syd til Skagen i nord, en rute på omkring 550 kilometer – og undervejs besøger de lokale kredsafdelinger, som stiller op med heppekor og måske selskab nogle kilometer, hvor cykelduoen kommer frem.

”Jeg er vild med at cykle. Det burde være en menneskeret at få ondt i bagdelen efter en dag på sadlen. Med et fysisk handicap som mit kan det være virkelig svært at motionere og holde sig i form. Jeg kan hverken hike, klatre eller løbe. Men jeg kan cykle – og det er min vej til både store naturoplevelser og nødvendig motion,” siger Tobias Jørgensen.

Pia Allerslev er på alle måder en outdoor-nørd, som elsker at få pulsen op. Hun cyklede sidste år fra Nordkap til Sydfrankrig sammen med sin mand og er lige kommet hjem fra en familietur til toppen af Toubkal i Marokko. Så det krævede ikke meget overtalelse fra Tobias at få Pia med på ideen.

”Jeg siger aldrig nej til en udfordring og en cykeltur. Og så synes jeg, som formand for CP Danmark, at det er rigtig vigtigt at få synliggjort muligheder.

Handicap forbindes alt for ofte med begrænsninger. Sådan behøver det ikke at være – og jeg ved fra mig selv, hvor meget glæde og energi det giver at være aktiv. Det kan man være på alle mulige måder – også selv om man har en funktionsnedsættelse.

Tobias cykler, andre går til framerunning, spiller boccia eller går til kørestolsrugby. Vi vil som forening gerne bidrage til at sætte fokus muligheder for udfoldelse,” fortæller Pia Allerslev.
På turen har duoen selskab af en følgebil, der sørger for at transportere bagagen, have kolde colaer og sandwich klar. I følgebilen sidder Mikkel L. Lund, der også har cerebral parese, sammen med sin hjælper.

Mikkel vil køre med på udvalgte strækninger i sin el-kørestol, der kan skyde en topfart på 15-17 km/timen.

 

Se også