Svend Erik Brodersen stopper som aktiv journalist som 87-årig

Som informationschef i DSB var Svend Erik flere gange tæt på Dronningen, fx da DSB genindviede Kongevognen efter restaurering, da Københavns Hovedbanegård fejrede 150 års jubilæum, og da togforbindelsen over/under Storebælt blev indviet. På billedet tager han imod Dronningen på banegården i Haderslev, før en rejse med veterantoget. (Foto: Pressefotograf Gert Blume)

Den 31. juli 2023 stoppede Svend Erik Mattias Brodersen som journalist på Fællesavisen for Lunderskov, Vamdrup og Christiansfeld.

Dermed siger avisen farvel til en fantastisk arbejdskraft og en dybt engageret lokaljournalist.
Svend Erik Brodersen begyndte sin karriere i Jysk Telefons lnformation (JTAS). Senere kom han til JydskeVestkysten og Kolding Folkeblad i flere omgange. En periode var han forsideredaktør.

Han var en modig lokalredaktør i Vamdrup og Lunderskov, der aldrig gik af vejen for at tage en kontroversiel sag op, selv om det gav fjender. Af samme grund vil han ikke være medlem af et politisk parti.

I seks år var han informationschef i DSB. Han har også været redaktør på tidsskriftet Brandvæsen (FKBDBI).

Sv. Erik Brodersen er af den gamle skoles journalister.

På ny lokaljournalist

Selv om han for længst var pensioneret, kom han igen i gang med lokaljournalistik på sine ældre dage, hvor han var over 80 år!

Undertegnede havde for 40 år siden været praktikant på Kolding Folkeblad i Svend Eriks glansperiode som lokalredaktør i Vamdrup. Da vi tilfældigt mødtes igen, fik jeg ham overtalt til at skrive artikler til Fællesavisen (Christiansfeld Avis, Lunderskov Folkeblad og Vamdrup Avis). Det var også ham, der leverede de fleste nyheder til vores netavis Fællesavisen, som han til sidst var web-redaktør for.

Bor i Vamdrup

Svend Erik og hans hustru Birthe bor på Trælleager 54 i Vamdrup. De har sommerhus i Trappendal ved Hejlsminde.

Dermed kan de følge godt med i, hvad der sker lokalt. Men Svend Erik Brodersen har gennem årtier også opbygget en lang række kilder, og hans næse for nyheder opfanger konstant nyt.

Han er fra den tid, da journalister var på job hele døgnet. De var gift med deres avis. Derfor har han da også besluttet at holde helt, nu hvor han trods alt er 87 år, da han ellers ikke kan slappe af et øjeblik.

Trods alderen snurrer hjernen nemlig fortsat i højt gear.

Svend Erik med hans kone Birthe

Vild med tog

Svend Erik Brodersen er passioneret jernbanemand. Han har en modeljernbane i sin have i Vamdrup og en anden ved sommerhuset, plus en tredje indendørs.

Han har også skrevet en stor illustreret bog om ”Kolding Sydbaner 1911-1948.” Den handler om banerne i ”De otte Sogne” syd for Kolding – og indtil for nylig holdt han foredrag om de gamle jernbaner.

I 2013 blev han bedt om at være ledsager for Dronningen og prinsgemalen under en historisk rejse med et veterantog i Sønderjylland. Her var hans opgave at fortælle og besvare spørgsmål om jernbanerne i landsdelen.

Vi siger tak for mange gode artikler!

SE OGSÅ: Vil du hjælpe med at skrive artikler? 

Se også