Stor interesse for åbent hus hos VBI
Efter en rundvisning og information om virksomheden blev der budt på aftensmad fra en bus-buffet. Her er historien om VBIs udvikling.
Det begyndte med, at mekaniker Poul Pedersen havde et værksted med salg af biler og traktorer.
Her blev sønnen Svend også udlært som mekaniker. Han blev gift med Lykke, som var datter fra Hejlsminde Turistfart.
I 1980 grundlagde Svend K. Pedersen firmaet. Først med en enkelt bus, der kørte turistkørsel. Senere med salg. Han købte en bus, renoverede den og solgte den igen. Lykke arbejdede i mange år på kontoret.
Firmaet flyttede i 1986 til Vejstruprød. Her oprettedes også et busværksted.
I 1991 oprettede de Christiansfeld Autopolstring ApS, da Vejstruprød Busimport og dets kunder havde et stort behov for reparationer og ompolstringer af busser.
Svend og Lykkes søn Dan startede som ung mand i firmaet med at skifte sæder ud. Han blev også udlært som mekaniker ligesom faderen og bedstefaderen.
Firmaet havde til huse i det tidligere Vejstrup/Hejls mejeri og ostelager på Vejstruprød Landevej 40, men flyttede i 1995 til Christiansfeld, hvor man overtog det tidligere motel, hvor Blå Kors behandlingshjem en årrække havde haft til huse på Kongengade 38.
I 1996 begyndte VBI at opbygge minibusser.
Eventyret i Polen
Sønnen Dan var i en periode ”udsendt” til Polen, hvor han arbejdede nogle år.
Det førte til stor samhandel med polske firmaer og salg til polske vognmænd og resulterede i en afdeling i Nekla, ca. 30 km. uden for Poznan.
Her fandt Dan også sin hustru, Justyna, som han tog med til Christiansfeld, da han vendte hjem. Det er grunden til, at han også taler flydende polsk i dag.
Justyna er udlært syerske og blev udlært autopolstrer og overtog senere polsterværkstedet efter Hanne Pedersen. Hun er hustru til Svends bror, Poul Henning, som i mange år også arbejdede i firmaets administration.
I Christiansfeld udviklede firmaet sig yderligere og hedder i dag VBI Group. En forkortelse for Vejstruprød-navnet, som man har beholdt af nostalgiske grunde.
Eneforhandler
I 2005 blev VBI eneforhandler af lveco busser.
I 2008 åbnede VBI en afdeling i Karlslunde ved København.
I 2010 etablerede VBI en afdeling i Makedonien.
I 2010 blev afdelingen i Polen udvidet med 1000 m2. Samme år fik man ny malerkabine, mekanisk værksted og pladeværksted.
I 2013 blev polsterværkstedets hovedafdeling flyttet til nye lokaler i Nekla, Polen.
I 2013 blev Dan Pedersen medejer af VBI.
I 2013 udviklede VBI minibusgulve og komponenter i VBI Components.
I Kliplev og Gråsten
I 2014 fusionerede VBI Minibus & VBI Components og fik domicil i Kliplev. Senere i 2021 var afdelingen blevet så stor, at den flyttede til Gråsten.
I 2016 startede VBI import af lsuzu busser.
I 2017 lukkede man igen afdelingen i Karlslunde. VBI Group er inde i en rivende vækst og valgte derfor at fokusere på afdelingerne i Jylland.
I 2017 havde VBI et rekordår med over 1100 solgte busser.
I 2020 lukkede VBI igen afdelingen i Marcedonien.
I 2021 blev VBI forhandler af Maxus eDelive19. Det er elektrisk drevne mini-busser, som der formentlig er en stor fremtid for.
I 2022 fusionerede Components-afdelingen med Autoproducts og Minibus afdelingen og blev en selvstændig enhed.
Så selv om Svend Pedersen ved jubilæet i 1990 udtalte til Kolding Folkeblad og JydskeVestkysten, at nu var firmaet stort nok, og at kunderne sagtens kunne finde firmaet i Vejstruprød neden for Skamlingsbanken, så holdt firmaet ikke op med at vokse…!
Under coronaen stod man dog pludselig med hundredevis af importerede busser, men køberne blev væk på grund af usikkerheden om corona. Men heldigvis overlevede virksomheden denne krise.
Og i år ser det igen ud til, at VBI kan sælge over tusind busser. En meget stor del sælges til udlandet, så på kontoret har man god erfaring med at få ordnet papirerne.
Der er ca. 30 fastansatte i Christiansfeld. Hertil kommer ”det grå guld”, som er 5-8 ældre buschauffører, der henter og afleverer de mange busser.
Minibus-afdelingen i Gråsten har ca. 20 ansatte. I Polen er der ca. 35 ansatte.
VBI har altid omkring 500 brugte busser på lager. De fleste er placeret nord for industrikvarteret i Christiansfeld. Hvis de er for dårlige, ophugges de. Hvis motoren stadig er i god stand, genopbygges de med nyt udstyr.
Busser ombygges til bl.a. børnehaver med toiletter og køkken.
Tidligere blev mange busser eksporteret til Afrika, men nu ryger en del til Ukraine og Østeuropa.