Dansk-Ukrainsk høstgudstjeneste og sammenkomst i Aller
Aller Menighedsråd og en gruppe lokale ukrainere er i fuld gang med planlægningen af et større arrangement lørdag den 30. september. Ukrainere fra lokalområdet mellem Haderslev og Kolding er inviteret.
– Gennem sang, musik og fortællinger vil vi gerne skabe mellemfolkelig forståelse mellem os, der bor i det sydjyske, og vore nye, ukrainske medborgere, som er flygtet fra krigen i deres hjemland, siger menighedsrådsformand Gerhard Møller.
Fordi transportmuligheder ofte er et problem for de ukrainske flygtninge, er der arrangeret bus fra både Kolding og Haderslev.
Høstgudstjeneste med ukrainsk oversættelse
Arrangementet starter med en høstgudstjeneste kl. 17, hvor hele prædiken vil blive oversat til ukrainsk.
Aller Kirkes organist, Olga Tabakova, er selv flygtning fra Ukraine, og hun indgår naturligvis i den arbejdsgruppe, der står bag arrangementet.
Som sædvanligt indsamles der penge ved høstgudstjenesten, og ved denne lejlighed går de indsamlede penge til udsatte børn i Ukraine. Der vil også være korsang af Fjelstrup-Aller Sognekor.
Organist er flygtning
Olga Tabakova er uddannet pianist fra Musikhøjskolen i Chernihiv i det østlige Ukraine og siden 1. april i år organist ved Aller og Fjelstrup Kirker, hvor hun også er korleder for kirkesangerkoret EKKO.
I marts 2022 flygtede hun sammen med sin datter og mor til Danmark. Det var naturligt at vælge Danmark, da hendes søster, Julia Tabakova, har levet flere år i Haderslev, hvor Julia er organist ved Haderslev Domkirke.
Efter godt og vel et års tid i Danmark taler Olga næsten fejlfrit dansk, og i både Aller og Fjelstrup er man glade for hendes indsats i kirkerne.
Olgas mand er officer i den ukrainske hær.
Festlig ukrainsk-dansk eftermiddag i friskolen
I løbet af lørdagen vil der være stor aktivitet i Aller Friskoles køkken. En gruppe ukrainere har nemlig allerede meldt sig til at lave maden, så menuen bliver ukrainsk forret og hovedret, mens desserten vil være sønderjysk ”brødtorte”.
Olga og hendes musikalske venner vil underholde med forskellige ukrainske sange og musik, og naturligvis vil der også være traditionel, dansk fællessang.