Mange vil have del i millioner

Poul Erik Jensen

Da 2023-ansøgningsfristen for Den Syddanske Udviklingspulje for rent vand og jord randt ud 1. september, havde puljen modtaget ansøgninger for i alt 11,8 mio. kr. – næsten tre gange puljens størrelse på 4 mio. kr.

Den store interesse glæder dog Poul Erik Jensen (S), Vamdrup, der er formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark.

– Det er positivt, at der er så mange ansøgninger. Det viser, at interessen for at udvikle nye teknologier og oprensningsmetoder på jordforureningsområdet er stor, siger han.

– Samtidig ser vi flere ansøgninger, der bygger på spændende partnerskaber mellem fx virksomheder, universiteter, andre regioner, laboratorier, udenlandske firmaer og vandselskaber. Det er der stor værdi i, fordi forureninger ofte er komplekse. Vi har brug for at inddrage alle relevante aktører, den nyeste viden og de nyeste metoder i arbejdet med at fjerne giftige kemikalier og skadelige stoffer, så de ikke udgør en risiko for vores sundhed og drikkevand, siger Poul Erik Jensen, Vamdrup.

Se også