400 skolebørn var på gårdbesøg
I sidste uge var 400 børn på gårdbesøg fra Askov-Malt Skole. Eleverne havde alle emneuge om landbrug.
Det sker ikke så ofte, at en skole vælger at sende alle sine børn afsted på gårdbesøg fordelt over fire dage. Men det var, hvad Askov-Malt Skole havde valgt, fordi alle på skolen havde emneuge om landbruget. Med 400 børn krævede det flere gårde som værter, og en af dem var Vindinggaard ved Vejen.
Flaget var hejst, for torsdag formiddag bød Solveig og Peter Clausen inden for til de mindste børn fra Askov-Malt Skole.
– Det er fantastisk, at vi kan vise landbruget frem. Børnene er enormt umiddelbare, nysgerrige og stiller mange, gode spørgsmål, fortæller Solveig.
Gæstfrie gårde
Hos Jysk Landbrug spærrede man da også øjnene op, da man blev kontaktet og fortalt, at hele 400 børn gerne ville blive klogere på dansk landbrug.
– Jeg kunne godt se, at det her krævede flere gårde involveret. Men da jeg ringede rundt til dem, sagde de bare ja med det samme, og det er jeg virkelig imponeret over, siger Anne-Marie Kragsig Pedersen, der sidder i bestyrelsen i Jysk Landbrug.
Også bedrifterne Rishøjgaard (ved Henrik P. Jessen) og Østergaard (ved Per Østergaard) har været med til at byde de mange klasser inden for.
Landmænd betaler gratis bus for skoler
Efter at man har indført, at det er landboforeningen Jysk Landbrug, der betaler for bussen til skolebørnene, er der virkelig kommet gang i gård-besøgene.
– Jeg tror, vi nu er oppe på at have omkring 10 besøg om året. Efter at bussen bliver betalt af alle os på gårdene, kan vi tydeligt mærke, at interessen er steget. Det her er vigtigt, ikke mindst fordi den verserende debat i befolkningen giver et forkert billede af, hvordan vi driver vores bedrift. Det her er med til at afmystificere landbruget, siger Solveig Clausen.
Hos Jysk Landbrug er man enormt glade for, at man kan se, det batter.
– Mange af os i bestyrelsen har jo selv børn. Og når vi har spurgt skolerne, om de ville komme forbi til besøg, var svaret altid, at det ville de ”enormt gerne”, men de havde ikke råd til bussen. Det var så her, at vi i Jysk Landbrug besluttede selv at betale for bustransporten, hvis det var det, som afholdt børnene fra at komme i kontakt med landbruget, siger Anne-Marie Kragsig Pedersen.
Tip til skoler
Hvis man som skoleklasser er interesseret i et besøg på en gård, kan man via Landbrug & Fødevarers hjemmeside klikke sig frem til en gård, som ligger tæt ved skolen, og hvilken type bedrift, man ønsker.
Under den pågældende bedrift kan man også se, om der er mulighed for at søge om at få betalt transporten af den respektive landboforening.
– Sidste år havde vi 1.100 børn rundt hos medlemmerne af Jysk Landbrug. Det er vi virkelig glade for. Det skal ikke være en busbillet, der står i vejen for, at danske børn bliver klogere på, hvor maden kommer fra, og hvilke karrieremuligheder, der kan ligge og vente på dem inden for vores erhverv, siger hun.
Sagro/Henri.