Mere end 20 arrangementer ved Kulturarvsmåned i november

På Søstrehuset er der en udstilling om Christiansfelder-stjernen, og i kælderen kan man opleve Lundbye-dukkehus-udstilling.

November er kulturarvsmåneden i UNESCO-byen Christiansfeld. Foredrag, koncerter og fællessang er bare nogle af de over 20 forskellige arrangementer, man kan fornøje sig med.

Man kan finde programmet på Museum Koldings hjemmeside: www.museumkolding.dk.

Salmesang i butikker

Alle hverdage kan man et sted i Christiansfeld kl. 16.50 synge med på dagens fælles salmesang.

Vil man gerne vide, hvor dagens salmesang er, skal man smutte forbi museumkolding.dk, hvor man kan se både sted og sang.

Mange foredrag

På Genforenings- og Grænsemuseet kan man stifte bekendtskab med maskinmester, forfatter og foredragsholder Gustav Schmidt Hansen, som fortæller om Den Anden Slesvigske Krig.

Man kan gå med museumsinspektør og arkitekt Neel Gotthardt ind i Salshuset (dvs. kirken) og kigge nærmere på Brødremenighedens kirke, og man kan høre forsker og teolog Christina Petterson fortælle om, hvem de første indbyggere i Christiansfeld var, hvor de kom fra og hvordan de kom til Christiansfeld.

De første tre lørdage kl. 13 er der rundvisninger i byen, som man kan købe billet til.
Søndag d. 5. november kl. 15.30 er der stor koncert med Kor72, som er en landsdækkende kororganisation af voksne amatørkor og enkeltmedlemmer fra hele landet.

For første gang arbejder Kor72 med Brødremenighedens betydelige nodesamling. Det store kor synger i Salshuset. Koret akkompagneres af en strygekvartet og af kirkens orgel.

En stjerneudstilling

Herrnhuter-stjernen er særlig flot og har en særlig betydning, derfor laver Museum Kolding en hel lille udstilling kun med fokus på stjernen – udstillingen er åben i Søstrehuset fra fredag 3. november.

Tirsdag-søndag hele måneden kl. 11-16 kan man komme ind i Søstrehuset og se en udstilling af Jeppe Madsen Olsens malerier.

Jeppe Madsen Olsen var født i Christiansfeld og vendte i 1930’erne tilbage hertil. Hans familie boede i det lille hus på kirkepladsen, som nu er offentligt toilet. Her malede han nogle enestående malerier af byens huse og dagligliv.

Udstilling af elevkunst

Og 4. klasse på Christiansfeld skole har arbejdet med at lave ”bæredygtige billeder” af genbrugsplast.

Motiverne er fra Christiansfeld og byens historie. Billederne kan ses på en udstilling i Søstrehuset.

Se også