Mindedes våbenstilstanden den 11. november 1918
Den 11. november kl. 11 1918 trådte våbenhvilen på Vestfronten i kraft, og krigshandlingerne stoppede. Første Verdenskrig var ovre efter helt uhyrlige tab af menneskeliv.
I den ellevte time på den ellevte måned i 1918 trådte våbenstilstanden i kraft.
Klokken fem om morgenen havde et hårdt presset og svækket Tyskland underskrevet våbenstilstandsaftalen i en togvogn i Frankrig. Forud havde parterne forhandlet i tre dage, før den tyske regering gav sine forhandlere ordre til at indgå en aftale uanset betingelserne. I Berlin var folk på gaden for at protestere over den alvorlige fødevaremangel.
5.270 sønderjyske soldater faldt i krigen
Danmark var neutral i Første Verdenskrig, men efter nederlaget i 1864 var Nordslesvig, det nuværende Sønderjylland, tysk.
Omkring 30.000 nordslesvigere deltog i Første Verdenskrig som tyske soldater. Nordslesvigerne gjorde tjeneste på alle fronter, og oplevelsen af krigen var derfor forskellig. Dog var de fleste nordslesvigere i infanteriet på vestfronten.
Fra det nuværende Sønderjylland faldt omkring 5.270 mænd, hvoraf 74 procent skønnes at være dansksindede. Ca. 70 procent af de dræbte faldt på vestfronten, 20 procent på østfronten.
Omkring hver ottende af de 30.000 indkaldte nordslesvigere blev krigsinvalid. I løbet af krigen flygtede omkring 2.500 nordslesvigere over grænsen til Danmark for at undgå at komme i krig.
Nels Thorsgaard/Henri.