Klager over støj fra lufthavn ved Vamdrup

Kolding Kommune greb først tirsdag ind overfor Kolding Lufthavn i Vamdrup for at have overskredet det tilladte antal helikopterflyvninger med 1100, selv om det har stået på i flere år.

Det sker, efter at to borgere har politianmeldt lufthavnen, og efter at en intern mail er kommet frem i JydskeVestkysten.

I mailen forsøger formanden for Nartur-, Miljø- og Klimaudvalget, Jørn Chemnitz (SF), at fralægge sig ansvaret for, at der ikke er grebet ind. Mailen er et nødråb fra SF’eren til de andre partiers gruppeformand. Men i mailen skriver Chemnitz, at han ikke har sendt den til DFs gruppeformand, fordi han ”ikke vil risikere mere støj omkring sagen”.

Kolding Kommune er både ejer og tilsynsmyndighed for Kolding Lufthavn i Vamdrup. Lufthavnens direktør Mads Astrup er også forvaltningschef i Kolding Kommune, som netop har bevilget 2,5 millioner kroner årligt til lufthavnen.

De to borgere har politianmeldt kommunen for ”groft at tilsidesætte sin pligt som tilsynsmyndighed og lade overtrædelserne fortsætte”. De mener, at kommunen har givet sin egen lufthavn ulovlig særbehandling.

Kolding Lufthavn skal inden 28. november forklare sig. Derefter træffer kommunen afgørelse i sagen.

Læs svar fra DF’eren Søren Rasmussen her. 

Se også