Bertha i Taps fylder i dag 100 år!

– Jeg har lidt problemer med at støvsuge, forklarer Bertha, da vi besøger hende i det noble hjem på Lindetoften 6 i Taps.

En hjemmehjælper kommer derfor nogle timer hver 14. dag. Bertha har et lidt dårligt syn, men er ellers åndsfrisk og svarer fornuftigt på alle spørgsmål. Og trods en kunstig hofte, som hun fik for 24 år siden, sørger hun gerne for at gå en tur hver dag.

Går tur hver dag

– Jeg går ud ad cyklestien langs Kolding-vejen hver eftermiddag, fortæller hun og tilføjer en speciel oplevelse, hun har haft:

– En dag standsede en bilist og lagde en buket blomster på min rollator. Han sagde, at han ofte havde set mig gå langs vejen på den tid. Og derfor skulle jeg have blomsterne.

Jeg spurgte, hvor han boede, for jeg tænkte, at det måtte være en lokal person. Men han kom fra Lunderskov, fortæller Bertha forundret.

Født på Kampersmose

Bertha blev født på gården Kampersmose, der lå, hvor Skovparken nu ligger. Gården blev revet ned i 70’erne, men har givet navn til det nærliggende parcelhus-kvarter Kampesmose (uden r).

– Mine forældre hed Mette og Jes Christiansen. Mor kom fra Bevtoft og far fra Øsby. Far havde som ung været med i 1. Verdenskrig ligesom andre sønderjyder. Her blev han allerede i 1915 såret i hovedet. Hans uheld betød, at han ikke kunne gå med hjelm. Og så kunne de jo ikke sende ham til fronten, så han blev flyttet til afdelingen for uniformer, fortæller den åndsfriske 100-årige Bertha.

Forfalden gård

– Mine forældre blev gift i november 1922. Men de havde ikke råd til at købe en ordentlig gård. For da Sønderjylland (Nordslesvig) i 1920 blev stemt med til Danmark, skete der en valuta-omveksling. Og her mistede mine forældre ligesom andre sønderjyder det meste af det, de havde sparet op. De måtte derfor finde en gård, som var billig, og det var Kampersmose, som på det tidspunkt var ret forfalden. Den var ejet af den tyske forvalter af domænegården Torning-gaard. Og efter genforeningen med Danmark, måtte han sælge ud af det, han selv ejede.

Her boede de, da jeg blev født. Jeg var enebarn, og mine forældre beholdt gården frem til 1958, hvor de på grund af min mors sygdom flyttede til Tagkær på Favstrupvej.

På Tyrstrup Skole

Bertha gik på Tyrstrup Skole indtil 7. klasse.

– Her fik vi jo lært at sige tingene rigtigt på dansk. Vi havde jo været vant til at sige ordene med sønderjysk accent med hårde d’er. Førstelæreren underviste i både tysk, regning, sang, geografi og historie.
Vi lærte meget udenad dengang. Bl.a. salmevers, og det er jeg taknemlig for i dag. For ind i mellem har man jo brug for et ord, og så husker man et salmevers. For ”hvad man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer”, citerer Bertha.

– Men vi fik også lært noget bibelhistorie dengang, og det tror jeg ikke, de gør idag. For når jeg ser ”Hvem vil være matador”, så er det utroligt, så lidt folk véd om bibelhistorien, bemærker Bertha tørt.

30’erne var slemme

Bertha husker 1930’erne som en alvorlig krisetid med mange arbejdsløse, og hvor mange familier havde svært ved at klare deres afdrag.

– Efter syvende klasse var der ikke råd til, at jeg kunne fortsætte i realskole, for her skulle man selv betale dengang. Men min far lovede mig, at jeg så i stedet skulle komme på højskole, når jeg blev ældre, husker Bertha, som gerne ville have fortsat i skolen.

– I stedet kom jeg i huset. Først som formiddagshjælp og senere hele dagen. Jeg var 16 år, og jeg hjalp i det hus, der ligger ved siden af Seniorhuset i Christiansfeld.

Så tyskerne komme

– Den 9. april 1940 var en uhyggelig morgen. Min mor vækkede mig og sagde: ”Uha, æ tyskere er vist kommen”. Folk sad og lyttede til radioen, og kirkeklokkerne blev ved med at ringe. Jeg kunne fra køkkenvinduet i det hus, hvor jeg tjente, se hen på hovedvejen, hvor tyskerne kom marcherende og kørende med tanks og andre køretøjer.

De blev holdende oppe i byen og beslaglagde jo flere store bygninger. Så jeg turde ikke køre gennem byen, men kørte den anden vej gennem skoven hjem, husker hun.

To af hendes fætre var med i modstandsbevægelsen. Den ene blev såret og skjulte sig på Amtssygehuset, hvor diakonissesøstrene fik ham sendt hemmeligt med en ambulance til Øsby, så han ikke blev opdaget.
Men selv husker Bertha besættelsestiden som en tid, hvor man ellers ikke var i fare, hvis man bare passede sig selv.

Syerske og smed

Hun kom senere til Aabenraa, hvor hun lærte at sy på en systue. En tid arbejdede hun som syerske for folk, men så blev hun ansat hos Otto Jørgensen, der havde manufakturhandel i Spielwerk-huset på hjørnet af Lindegade. Her var hun i fem år.

Bertha fik i 1943 sit højskoleophold, som faderen havde lovet. Det var helt ovre i Hillerød på Luthersk Missions Højskole. Hun kunne fejre 80 års jubilæum i sommers.
I 1957 blev Bertha gift med Jens Erik Hansen og flyttede til Åstorp, hvor han var smedemester.

Dengang var landbrugsmaskinerne ofte trukket af heste, som skulle have hestesko sat på af smeden.
Og Bertha, som passede regnskabet, husker, at hun ofte blev sendt afsted efter reservedele i bilen.

– Jeg har da stadig kørekortet, men det er udløbet, og jeg har ikke forsøgt at få det fornyet, smiler den hundredårige.

Datter i USA

Ægteparret fik tre børn:
Jes Otto, som i mange år har arbejdet for Sport 24 i Vejen; Ruth, som har arbejdet for Gori, og siden fulgte med hver gang virksomheden blev opkøbt af en ny ejer. Hun bor nu i Nr. Bjert.
Og så er der lillesøster Christa, som bor i Arizona. Hun lærte sin mand at kende ved en reunion af den amerikanske og danske familie. Bertha og hendes mand har tre gange været på besøg i USA. De har også gået til engelsk og tysk for at kunne tale med den amerikanske familie og med tyske campister.
Efter et halvt århundrede med smedeforretning i Åstorp flyttede ægteparret til Taps i 2007. Jens Erik var svagelig og sad i kørestol den sidste tid. Han nåede at få fem år i Taps. Både han og hustruen har siddet i skolebestyrelsen og menighedsrådet.

Bertha er da taknemlig for sit lange liv:

– Men det gælder jo ikke om at blive gammel for enhver pris. Jeg synes ikke, man skal holde folk i live, når de ellers naturligt ville dø, bemærker hun. Som troende er hun ikke bange for at dø, fordi hun tror på et evigt liv. Men det er nu ikke noget, hun tænker ret meget på til daglig.

– Jeg prøver at leve ”et jævnt og muntert liv på jord” og ikke at være til anstød for andre. Jeg har det godt med naboerne, som er meget søde og hjælpsomme. De er inviteret med på Grænsekroen om formiddagen, og om eftermiddagen er jeg sammen med den nære familie, fortæller hun.