75 år for de tyske flygtninge
Den 15. februar 1949 forlod de sidste 800 tyske flygtninge Danmark via gennemgangslejren i Kolding.
I anledning af 75-årsdagen er Kolding Stadsarkiv, Nicolai Biograf og Folkeuniversitet gået sammen om at vise dokumentarfilmen: ”Hitlers tyske flygtninge i Danmark” på årsdagen i Nicolai Biograf. Filmens instruktør medvirker.
I slutningen af 2. Verdenskrig ankom 250.000 tyske flygtninge til Danmark. Det var især kvinder, børn og ældre mænd fra den østlige del af Tyskland, som flygtede fra de russiske styrker. De fleste danske byer modtog flygtninge.
I Kolding Kommune fandt man i starten plads til flygtningene på skoler, fabrikker og i forsamlingslokaler. Efter Befrielsen blev de tyske barakker omdannet til flygtningelejre. Ca. 5.000 flygtninge befandt sig i og omkring Kolding. Heraf ca. 3.500 i baraklejre og resten i Hejls, Vejstrup og ved Grønninghoved.
Efter de første kaotiske måneder blev flygtningene samlet i større lejre, bl.a. i Oksbøl.
I november 1946 begyndte man at sende flygtningene tilbage til Tyskland. Kolding kom her til at fungere som gennemgangsby for hjemtransport af alle tyske flygtninge i Danmark. Flygtningene opholdt sig i Kolding i nogle få dage, inden de blev sendt videre sydpå i grupper af ca. 800 mennesker. Den 15. februar 1949 forlod de sidste 800 flygtninge Danmark fra gennemgangslejren i Kolding.
17.000 tyske flygtninge døde i Danmark, ofte under kummerlige forhold.