Lokale er nomineret til ’Årets Leder’
Som omtalt på side 8 hædres en række lokale idrætsnavne og klubber i Kolding Teater den 20. februar. Blandt de nominerede ledere er også Gurli Damgaard og Arne Lauritzen fra Hejls Idrætsforening.
Gurli Damgaard og Arne Lauritzen er nomineret på grund af deres store indsats og aktive engagement i Hejls Idrætsforening.
Der er næppe nogen i Hejls Idrætsforeningen, der ikke ved, hvem ægteparret Gurli og Arne er.
De to har gennem en menneskealder været en meget aktiv del af idrætsforeningen. Da deres egne børn var små, var Gurli leder for et utal af børnehold.
I dag leder parret sammen klubbens stærkt efterspurgte forældre/barn hold, der tæller 65 børn og voksne. Og så er Gurli og Arne også altid klar til at give andre en hjælpende hånd, hvis der mangler en træner, når der skal holdes sommerfest, eller hvis der mangler en opråber til klubbens bilbanko. Arne er også aktivt medlem af klubbens bestyrelse.
De andre nominerede er:
John Ellegaard, Bowlingklubben Trekanten-KIF. For blot to år siden tog John Ellegaard initiativ til at oprette en parasportsafdeling i sin klub. Afdelingen tæller i dag ikke færre end 80 medlemmer med træning tre dage om ugen. John er fortsat det uundværlige omdrejningspunkt i afdelingen.
Jacob Hille, Kolding Boldklub, for at genskabe U14 holdet og gøre det til en trup med et unikt sammenhold og et godt kammeratskab.
Nu er der 26 spillere på holdet, som summer af positivitet og selvtillid. Jacob vægter fællesskabet og en gensidig respekt og disciplin.