Kendt Christiansfeld kunstner udstiller på Galleri Pagter
Leif Kath, Christiansfeld, er først og fremmest maler og grafiker, men fra den 23. februar og indtil den 30. marts kan man også se hans store keramiske lerfade i Galleri Pagter på Adelgade 3 i Kolding.
Leif Kath bor på Lysestøbervej i Christiansfeld sammen med sin kunstner-hustru Gitte Kath.
– Leif Kaths kunst udspringer af en lidenskabelig koncentration og et mod til at reducere forstyrrende elementer, således at værkerne fremstår uden unødvendig støj – man henfalder let til sammenligningen med japansk kunst/kunsthåndværk, fortæller galleriejer Orla Pagter.
Leif Kath har et stort nationalt og internationalt udstillings-cv og har modtaget store anerkendelser – bl.a. Eckersberg Medaillen – og har siddet i Statens Kunstfonds Repræsentantskab og i Akademirådet.
De store keramiske fade på ca. 40 cm i diameter har Leif Kath dog ladet keramikeren Bjarne Puggaard dreje.
Derefter dekorerer han dem enkelt, minimalistisk i et non-figurativt billedsprog og hovedsagelig i sort hvidt, men med indslag af farver. Alle fadene kan ses både vandret og lodret – altså stå eller hænge.
Udover de store fade viser Leif Kath også en række store tegninger – alle udført med den stramhed og enkelhed, som kendetegner Leif Kath.
Udstillingen åbnes fredag d. 23.2., hvor Leif Kath vil være til stede, og den kan ses til og med d. 30.3.