Kolding Kommune indgår ny samarbejdsaftale om talent- udvikling med Team Danmark

Kolding Kommune forsøger at hjælpe talenter på vej. Her modtager fodboldspilleren Pernille Marie Sanvig i 2022 prisen Årets Talent fra Easy Food og Kolding Kommune.

Team Danmark og Kolding Kommune har indgået en ny 4-årig samarbejdsaftale, der skal fremme udviklingen af unge sportstalenter mod en karriere i elitesporten.

Aftalen er et skulderklap til arbejdet i Kolding Talent, der siden 2008 har givet børn og unge i 7.-10. klasse samt på en række ungdomsuddannelser mulighed for at forfølge deres sportslige ambitioner – samtidig med, at de går i skole.

Birgitte Kragh

Mange sportsgrene

Den nye samarbejdsaftale dækker bowling, håndbold, fodbold, badminton og svømning, som er Team Danmark støttede sportsgrene.

Derudover prioriterer Kolding Talent lokalt talentudviklingen i tennis, karate, brydning og volleyball.

Satser på eliten

– Aftalen er med til at sætte rammen for Kolding Kommunes arbejde med at udvikle vores unge sports-talenter og hjælpe dem frem mod, at de forhåbentlig bliver en del senioreliten, siger Birgitte Kragh, som er formand for udvalget Sundhed og Fritid.

– Samarbejdsaftalen med Team Danmark er med til at understrege, at Kolding Kommune vil være en synlig og markant idrætskommune, der arbejder langsigtet, strategisk og ansvarligt med at udvikle vores talenter, siger Birgitte Kragh.

Både sport og skole

Kolding Kommune har samarbejdet med Team Danmark om talentudvikling siden i 2008, hvor det blev muligt at gå i en sportsklasse.

Det er et krav fra Team Danmark, at tilbuddene til de unge talenter tager højde for den enkelte atlets sportslige, uddannelsesmæssige og personlige udvikling.

Det betyder blandt andet, at de unge atleter passer deres skole samtidig med, at de får målrettet morgentræning, klubtræning samt adgang til fysioterapi, kostvejledning og samtaler om deres personlige udvikling og trivsel.

Her kan talenterne gå

Kolding Talent tilbyder sportsklasser på Brændkjærskolen (7.-10. klasse), Efterskolen Kildevæld samt ungdomsuddannelserne på Hansenberg Tekniske Gymnasium, IBC Kolding Handelsgymnasium, Kolding Gymnasium og Munkensdam Gymnasium.

Samarbejdsaftalen blev underskrevet tirsdag af borgmester Knud Erik Langhoff og Team Danmarks direktør Peter Fabrin ved kommunens store gallashow.

Se også