Flere unge vil være landmænd

Ung fyr besøger landmand. Arkivfoto.

1.220 unge valgte i 2023 at søge ind på en af landets mange landbrugsskoler. Det er ca. 30 pct flere end i 2022, hvor kun 932 unge søgte ind.

Det viser netop offentliggjorte tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Den markante stigning glæder Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer

– Det er fantastisk at se, at flere unge ser potentialet og værdien af en landbrugsuddannelse. Denne fremgang er ikke blot godt nyt for landbruget, men også for hele samfundet, siger hun.

– Den positive udvikling i antallet af unge, der vælger landbrugsuddannelsen, sender et klart signal om, at fremtiden for dansk landbrug er lys og fyldt med muligheder. Det er et erhverv i udvikling, som man ser en fremtid i, siger Lone Andersen.

– Vi har brug for mange flere unge med grønne ambitioner. Derfor vil jeg gerne opfordre unge med interesse for dyr, natur, bæredygtighed, biodiversitet og fødevareproduktion til at overveje en uddannelse inden for landbruget, hvor deres engagement vil blive mødt med åbne arme, siger viceformanden.

Se også