Lokale fagforeningsformænd: Statsministeren fører skræmmekampagne

Jens Lund, Formand for FOA Trekanten

Jens Lund, Formand for FOA Trekanten, og Ole Kjær, formand for HK Sydjylland, skriver:

Forskning har vist, at stenaldermennesket kun arbejdede omkring fire timer om dagen for at skaffe til dagen og vejen.

Det moderne menneske arbejder som bekendt en hel del mere så mon ikke, danskernes generelle arbejdsindsats er okay?

Nej, mener landets statsminister. Det er slet ikke nok.

Senest fremhævede hun i et interview, hvordan samlebåndene kører 24 timer i døgnet i Rusland, mens vi i Europa bare snakker om at arbejde mindre.

Ole Kjær, formand for HK Sydjylland

”Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret. Russerne går ikke hjem. De fortsætter,” udtalte hun. Men kære statsminister, som lokale fagforeningsformænd er vi både for gamle og ved for meget om arbejdsmarkedet til, at vi gider stille op til den slags voksen-skældud. Vi kan også sagtens gennemskue, at den hænger sammen med et overdrevet krigsfokus, som har meget lidt med vores hjemlige arbejdsmarked at gøre. Lad være med at blande de ting sammen i en form for skræmmekampagne.

Tag i stedet at anerkende, at danskerne er pressede. Arbejdsbetinget stress er skyld i, at arbejdsudbuddet i Danmark lige nu er sænket med ikke færre end 55.600 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere.

Fortsæt med at svinge pisken over nakken på det arbejdende folk, og den statistik vil vokse endnu hurtigere, end den allerede gør.

Nej, hvis der er noget, der skal ændres i arbejdsmentaliteten, så er det bestemt ikke folks villighed til at blive længere ved samlebåndet. Det er tværtimod at skabe en større forståelse for, at vi er hele mennesker, der skal have vores tilværelse til at hænge sammen på alle niveauer.

Og hold så Putin helt udenfor.

Se også