SFs Karina Lorentzen: Nye penge til fjernvarme skal bane vej for lokale projekter

Karina Lorentzen, Kolding, er gruppeformand i SF.

Syv minutter. Så kort tid gik der, før fjernvarmepuljen for 2024 åbnede, og til den igen var tømt. Kun fem dage efter var der ansøgt om støtte for over 400 millioner kroner – til trods for at støttepuljen kun rummer 148 millioner kroner. I alt fik kun 12 ud af 43 ansøgere reserveret støttemidler.

Manglen på penge efterlod en masse projekter tilbage på perronen. For eksempel måtte Din Forsynings Lokalvarme A/S fra Esbjerg spejde langt efter de penge, de havde søgt, og Vejle Fjernvarme A.m.b.a. lå andensidst i bunken af ansøgere, mens TREFOR Varme i Kolding indtog listens sidsteplads.

Fjernvarme er vigtig

”Fjernvarme er så vigtig en del af den grønne omstilling. Vi er simpelthen nødt til at hjælpe de her projekter på vej, hvis vi vil have fart på omstillingen. Sætter vi ikke nok penge af, så vil flere af projekterne strande,” forklarer Karina Lorentzen, Kolding, som er gruppeformand i SF og opstillet i Sydjyllands Storkreds.

Hun siger, at SF gentagne gange har kæmpet for flere penge til fjernvarmepuljen, og det er nu endelig lykkedes. Nu kommer der nemlig flere penge, så de projekter, der ikke kom med tidligere, nu kan få penge. Finansministeriets Grøn Fond har afsat 705 mio. kroner til fjernvarmepuljen. Det glæder den lokale politiker:

”Det er enkelt nok: Flere penge i fjernvarmepuljen giver mere fjernvarme. Heldigvis har vi i dag fået penge fra Grøn Fond til at understøtte det,” siger Karina Lorentzen.

Ikke mere gas…

At så mange søger om penge fra fjernvarmepuljen vidner om en overvældende interesse for omstillingen væk fra gasfyr som varmekilde. Det kan skyldes, at fjernvarme som opvarmningskilde er enormt energieffektiv og dermed belaster miljøet langt mindre end andre varmekilder.

Derudover kan fjernvarmen produceres på mange forskellige grønne energikilder.

”Vi er slet ikke færdige med at fremme grøn varme. Når der er så mange ansøgere som her, er det tegn på, at der er brug for at sætte endnu flere midler af til projektet. Vi skal f.eks. også se på alternative varmeløsninger i de små landsbyer. Det kunne eksempelvis være termonet,” siger Karina Lorentzen.

Fakta:

Fjernvarmepuljen blev oprettet i forbindelse med en klimaaftale fra 2020. Puljen kan søges af virksomheder, der kan få tilskud til udrulningen af fjernvarme i nye områder, hvor olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme.

Se også