Bæredygtig helt fra ”Grøn i Vamdrup”
Helge Paulin fra Vamdrup vandt årets bæredygtighedspris i Kolding.
Det blev Helge Paulin fra Vamdrup, der fik titlen som Årets Bæredygtighedshelt 2023. Det blev afsløret, da Bæredygtighedshuset holdt inspirationsaften på Kolding Bibliotek tirsdag den 23. april.
Helge Paulin blev hædret for sin store indsats i ’Grøn i Vamdrup’, hvor han sammen med en gruppe lokale ildsjæle fra Vamdrup gennemfører forskellige natur-projekter og -indsatser. F.eks. afgræsning af naturområder, beskyttelse af drikkevand, skovrejsning, sikre biodiversitet ved solcelleanlæg og fritlægning af rørlagt vandløb på egen matrikel.
Helge Paulin modtog et diplom og en check på 5.000 kr. Udover Helge Paulin var også Carsten Borch nomineret til titlen som Årets Bæredygtighedshelt 2023 for sit engagement med at skabe fællesskaber i Brændkjær og Grøn Expo.
Og Sisi Cwieczek var nomineret for sit arbejde med at skabe et fællesskab for de internationale studerende i Kolding samt for at starte Koldings første fuldt veganske restaurant ’Knuds Mad Kitchen’ sammen med Ulf Jensen.
Et stærkt felt
Det var formandskabet for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, Jørn Chemnitz og Filip Bekic Bladt, der på vegne af hele udvalget udråbte Helge Paulin som Årets Bæredygtighedshelt.
– Alle tre nominerede gør det rigtig godt på hver deres felt, og det har derfor været svært at vælge, hvem der i sidste ende skulle have årets hæder for en bæredygtig indsats. Men vi kunne jo desværre kun udpege én bæredygtighedshelt og vi valgte Helge Paulin, som lægger mange frivillige timer i at forbedre biodiversiteten lokalt, siger Jørn Chemnitz.
Klimahelt blev til ’Bæredygtighedshelt’
Det var sjette gang, at Kolding Kommune kårede Årets Bæredygtighedshelt – en titel, som tidligere hed Årets Klimahelt.
Årets Bæredygtighedshelt 2022 var Kim Aagaard Holm fra Kolding Green Streets,
Årets Klimahelt 2021 var Espen Juul Sørensen fra REMA i Sydbanegade.Årets Klimahelt 2020 blev ikke kåret på grund af corona. Årets Klimahelt 2019 var Iben Østergaard Fog fra Food Reformers. Årets Klimahelt 2018 var Svetlana Petrova fra Empty Your Wardrobe og Årets Klimahelt 2017 var Ida Jørgensen fra Kolding Madhjælp.
Astrid Bakkegaard Cramer / Henri.