Skiftedag for Smuksakk
Mandag den 29. april holdt Kirsten Gellert afskedsreception i sin modebutik Smuksakk i Christiansfeld. Onsdag den 1. maj åbner den nye ejer Ulla Petersen butikken igen.
I en afskedstale takkede Kirsten Gellert kunderne og medarbejderne gennem de ti år, hun har drevet butikken, for deres engagement, interesse, tillid, energi og positive sind.
Hun takkede også dem, der har gået model, samt leverandørerne og handelsstanden for den store indsats, de gør for butikkerne og Christiansfeld.
En særlig tak gik til hendes mand Helge, der har taget sig af regnskabet. Hun ønskede den nye ejer tillykke med, at hun også har en mand, der kan hjælpe med det – ”lidt irriterende” – talarbejde.
Til sidst opfordrede hun byens borgere til at bakke op, så det fortsat kan være muligt at drive butikker i byen.