Elever ankom med stil til galla på Hansenberg
Opfindsomheden var stor, da elever fra Hansenberg og Tekniske Gymnasium i Kolding tidligt fredag aften ankom til årets store galla.
Nogle kom på en minilæsser. Andre siddende i en sofa på en trailer. Og nogle var så heldige at få en plads på bagsædet af en flot Cadillac.
Idéen var, at eleverne selv skulle finde på en måde at ”Arrive in Style” – ankomme med stil – forud for årets afslutnings-galla.
Efter ankomsten bød aftenen blandt andet på en lækker middag, underholdning og masser af musik.
Elever fra både skolens erhvervsuddannelser og gymnasiet deltog i den traditionsrige galla.