Søger ny placering til Vamdrups ungdomsskole
To centralt placerede bygninger i byen er i spil
VAMDRUP: Den kommunale ungdomsskole i Vamdrup har til huse på Vamdrup Skole Vest. Men forholdene er åbenbart ikke ideelle. Derfor har kommunen ledt med lys og lygte efter andre og bedre lokaler. Og nu er to centralt beliggende lokaliteter i byen i spil.
Det handler om den historiske bygning, Jernbanegade 1 på Torvet i bymidten, og Søndergade 19B, der senest har huset et jobcenter.
Kvadratmetermæssigt kan begge adresser godt rumme ungdomsskolen med dens nuværende aktiviteter. Men begge steder skal gennemgå renoveringer med tilpasninger til det nye formål. Afhængig af valg af lokation anslås renoveringsomkostningerne til at ligge på mellem 5 millioner og 23,5 millioner kr.
Historisk bygning
Bygningen Jernbanegade 1 har senest huset byens bibliotek, men står nu tom, efter at biblioteket er flyttet til byens nye kulturhus, Vores Hus. Bygningen blev opført sidst i 1800-tallet som bolig for toldforvalteren. Det var i tiden 1866 til 1920, hvor den dansk-tyske landegrænse gik lige syd for Vamdrup, og hvor byen var dansk-tysk grænseby.
Bygningen rummede efter flytningen af grænsen den daværende Vamdrup Kommunes rådhus (kommunekontor) og under besættelsen var der indrettet folkeskole. Den hører således til byens DNA.
Lokalerne er på størrelse med ungdomsskolens nuværende, men der foreligger en planløsning for indretning til ungdomsskolens nuværende aktiviteter.
Tidligere cikorie-tørreri
Endvidere er bygningerne på adressen Søndergade 19B, der senest har rummet et jobcenter, også i spil. Lokalerne har stået tomme siden november 2020, hvor jobcentret ”Job Igen” blev flyttet til Kolding.
Bygningerne blev oprindeligt opført som cikorie-tørreri. En art roe (rod plante), som efter bearbejdning blev anvendt som erstatning for kaffe. Især under de to verdenskrige. Måske husker nogle endnu mærkerne Richs og Danmarks.
Bygningerne har også rummet en af byens møbelfabrikker. I dag omfatter bygningen 17 mindre mødelokaler, et stort aktivitetsrum på knap 350 kvadratmeter og et opholdsrum på 65 kvadratmeter.
Ved en sammenlægning af lokalerne vurderes det, at ungdomsskolens nuværende aktiviteter vil kunne varetages, men at det samlede antal kvadratmeter dog overskrider skolens behov. Derfor undersøges muligheden for andre aktører, der kan benytte lokalerne uden for ungdomsskolens åbningstider. Kommunen har i øjeblikket bygningen udbudt til salg!
De to alternativer placeringer for fremtidens kommunale ungdomsskole i Vamdrup tygges nu yderligere igennem i det kommunale system på ”borgen” i Kolding med henblik på senere at fremsætte et beslutningsforslag til byrådet med begrebet ”bæredygtighed” i centrum.