Christiansfeld får tre andre brødremenighedsbyer på UNESCO

Christiansfeld kan nu markedsføres sammen med tre andre brødremenighedsbyer i Tyskland, Nord-Irland og USA.

Nu kommer fire brødremenighedsbyer samlet på UNESCOs Verdensarvsliste.

UNESCOs Verdensarvskomité har på sit møde i New Delhi, Indien, netop vedtaget at udvide Christiansfelds plads på UNESCOs Verdensarvsliste med de tre andre brødremenighedsbyer: Herrnhut i Tyskland, Gracehill i Nordirland og Bethlehem i USA.

Kolding Kommune var repræsenteret af viceborgmester Birgitte Munk Grunnet og Steen Lundbye, som er UNESCO Site Manager i Christiansfeld, samt Signe Marie Rohde fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Med udvidelsen af Christiansfelds verdensarvsstatus fra 2015 udgør de fire brødremenighedsbyer nu fremadrettet et samlet verdensarvssted med betegnelsen ”Moravian Church Settlements”. (Brødremenighedsbyer).

Præsten er stolt

– Vi er stolte af, at Christiansfelds status som verdensarvssted nu udvides med tre andre brødremenighedsbyer, siger pastor Jørgen Bøytler.

– Udnævnelsen gør Christiansfeld til et internationalt verdensarvssted med fokus på Brødremenighedens virke i hele verden som den internationale menighed, den er.

Han gør opmærksom på, at uden det store forarbejde var det aldrig lykkedes.

– Nu er det i tæt samarbejde mellem de fire brødremenighedsbyer lykkedes at skabe den transnationale UNESCO-nominering, der belyser endnu flere aspekter af Brødremenighedsbyerne som et internationalt, kulturelt fænomen, der er anerkendt som verdenskulturarv.

En plan er lykkedes

Udvidelsen af Christiansfelds verdensarvsstatus fuldender et arbejde, der allerede blev igangsat i begyndelsen af 2000’erne. Idéen var dengang at få godkendt et ”transnationalt verdensarvssted” af brødremenighedsbyer. Af forskellige årsager lykkedes de oprindelige planer ikke. Men heldigvis for Christiansfeld lykkedes det derimod i et samarbejde mellem Brødremenigheden, Kolding Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen at få Christiansfeld optaget på Verdensarvsliste i juli 2015.

Uden Christiansfeld på verdensarvslisten kunne den nye udnævnelse ikke realiseres.

Borgmesteren er stolt

– I Kolding Kommune er vi naturligvis utroligt stolte af den nye vinkel på historien om Christiansfelds verdensarvsstatus, som nu tilføjes en spændende international dimension. Som borgmester i Kolding Kommune glæder jeg mig over, at alt det arbejde, der gennem årene er lagt i Christiansfeld, nu belønnes med udvidelsen af Christiansfelds verdensarvsstatus, siger Knud Erik Langhoff, borgmester i Kolding Kommune.

Samarbejde med andre byer

For Unesco Site Manager i Christiansfeld Steen Lundbye betyder udvidelsen af Christiansfelds verdensarvsstatus, at en helt ny verden åbner sig i formidlingen af Christiansfelds historie.

– Med udvidelsen følger et nyt samarbejde med de nyudnævnte site managers fra Hernnhut (Tyskland), Gracehill (Nord-Irland) og Bethlehem (Pennsylvania, USA), hvor vi i fællesskab kommer til at sætte fokus på den fantastiske fortælling om den levende Brødremenighed, og hvordan menigheden med grundlæggelsen af den første by i Hernnhut i 1722 spredte sit virke ud over hele verden, siger Steen Lundbye.

Nyudnævnelsen markeres ved en stor international begivenhed i Bethlehem i Pennsylvania i USA midt i oktober måned.

Her deltager repræsentanter fra alle fire lande for at markere samarbejdet om verdensarvsstedet.
Siden planlægges der også en national markering af begivenheden i Christiansfeld i november måned.

Se også