PostNord via Lunderskov og Christiansfeld fredag
Onsdag den 14. august starter cykelløbet PostNord Danmark Rundt. Løbet varer fem dage, og på fredag suser de verdensberømte cykelryttere bl.a. gennem Lunderskov og Christiansfeld.
Cykelløbet slutter søndag den 18. august, og i løbet af de fem dage kommer cykelrytterne i alt til at tilbagelægge en 742 kilometer lang rute med etaper både i Jylland og på Sjælland.
Etaperne er:
1. etape: Holstebro – Holstebro (Holdtidskørsel)
2. etape: Ringkøbing – Vejle
3. etape: Kolding – Haderslev
4. etape: St. Heddinge – Holbæk
5. etape: Roskilde – Gladsaxe
Kolding-Haderslev
En del af etapen fra Kolding til Haderslev har tidligere været med i de helt store cykelløb.
I 2022 var det selveste Tour de France, i 2023 var det Tour of Scandinavia, og i 2024 er det så PostNord Danmark Rundt, der har henlagt en etape i det naturskønne syd- og sønderjyske område med start i Kolding og slut i Haderslev.
Hvor Tour de France kørte videre fra Haderslev sydpå til Sønderborg, har PostNord Danmark Rundt ligesom Tour of Scandinavia valgt Haderslev som målby.
Over Lunderskov og Skanderup
Starten går efter præsentation af rytterne på Aksel Torv i Kolding Midtby. Efter den obligatoriske neutrale start, køres der til Gelballe, hvor dagens første bakkespurt er henlagt.
Herefter fortsætter cykelrytterne ad mindre veje til Lunderskov. Herfra køres retur til Kolding over Skanderup. Så der bliver gode muligheder for at få et glimt af de mange cykelryttere.
Skamlingsbanken
Fra Kolding by cykler de videre sydøstpå mod Skamlingsbanken, ned til Hejlsminde og op til Christiansfeld, hvor rytterne skal kæmpe om point til den grønne pointtrøje.
Når den historiske by Christiansfeld er lagt bag feltet, køres der mod sydvest til Vojens og derfra til Hammelev, hvor der ved Tørning Mølle igen skal dystes om vigtige point til bakketrøjen.
Fra Tørning Mølle begiver feltet sig nordøst om Haderslev, inden feltet ad små kringlede veje rammer rundstrækningen efter 138 km.
Her venter der tre omgange på en 8,2 km lang rundstrækning, og det hele skal afgøres på den 1100 m lange målbakke på Christian den X’s vej. At bakken er hård nok til at gøre en forskel, beviste Cecilie Uttrup Ludwig, da hun med en eksplosiv afslutning sikrede sig etapesejren på sidste etape af Tour of Scandinavia i 2023.
Veje spærres 40 min.
Ruten bliver spærret løbende. Det sker typisk 20-25 minutter før, rytterne kommer forbi og 20 efter.
I start- og målbyerne vil vejene dog være spærret i en længere periode.
På trafikinfo.dk kan man læse mere om de planlagte afspærringer på statsvejene.
På løbsdagen er al standsning og parkering på kørebanen til fare eller ulempe, da feltet skal kunne komme sikkert frem. Det er tilladt at parkere langs vejene i yderrabatten ved siden af vejen, men ikke på kørebane, cykelsti eller fortov.
Gode råd til tilskuere
Tilskuerne får disse råd af Vejdirektoratet:
- Planlæg, hvor du vil se løbet, på postnorddanmarkrundt.dk.
- Find ud af, hvordan du kommer derhen, og hvor du kan parkere.
- Kører du i bil, så kør i god tid, da trafikken kan være påvirket.
- Brug gerne cyklen eller den kollektive trafik, hvis det er muligt.
- Søg aktuel trafikinformation, før du kører, på trafikinfo.dk.
- Hold dig orienteret, og hør DR P4 Trafik, mens du kører.
Læs mere side om cykelløbet side 10.