Flot cykelløb gennem det lokale område
Mange fik et glimt af cykelrytterne i den 3. etape i Post Nord Danmark Rundt, som bl.a. kørte gennem Hejlsminde og Christiansfeld.
Torsdag var det ikke Tour de France eller Felderløbet, men derimod Post Nords store Danmark Rundt cykelløb, der rullede gennem Christiansfeld.
Mange tilskuere havde stillet sig op langs ruten for at få et glimt af de kendte cykelryttere. Men endnu flere var ikke blevet klar over begivenheden, som også blev sendt non-stop i timevis i DR TV1.
En del biler måtte stoppes, så de ikke forstyrrede cykelløbet. Men de to styrt på ruten skyldtes heldigvis ikke bilister eller tilskuere, men cykelrytterne selv, der kom for tæt på hinanden.
Post Nord Danmark Rundt henlægger hvert år etaperne forskellige steder. I år var Kolding heldig at blive udvalgt som startby for 3. etape og Haderslev som målby. Det betød, at Gelballe-Lunderskov-Skanderup først fik besøg af cykelrytterne (se side 10) og senere kørte de mange ryttere ud over Skamling til Sjølund, Hejls, Hejlsminde, Aller, Christiansfeld og videre ad de hyggelige smalle veje syd på til blandt andre Vojens, Tørning Mølle ved Hammelev og endelig Haderslev.
Magnus Cord var tæt på at vinde 3. etape, men blev på de sidste sekunder overhalet af Tobias Lund Andresen, mens vinderen af hele løbet blev belgiske Arnaud De Lie.