Bog om Christina Friedericas romantiske have
I 2011 skrev Bente Schultz-Petersen en bog om ”Christina Friedericas Romantiske Have”. Godt ti år efter har A.P. Møllers fond skænket 11 mio. kr. til restaurering af den specielle skov ved Christiansfeld. (Se forsiden.)
Christina Friederica var en bemærkelsesværdig adelskvinde, som døde 1812.
Hun testamenterede alt til de fattige og fik bl.a. oprettet Haderslev Sygehus. Selvom hun var ulykkelig gift med en utro mand og måtte leve barnløs på en mindre gård, levede hun et rigt åndeligt liv. Hun var meget optaget af Brødremenigheden, som arvede hendes gård.
Ved siden af gården havde hun ændret en lille skov til en vild have, som hun kaldte ”Mine tanker”, fordi hun her mediterede og bad i sin bærestol eller i et lille kapel.
I dag kaldes skoven Christinero efter kammerherreinden. Og ifølge cand. mag. i kunsthistorie, Bente Schultz-Petersen, var haven en af de første romantiske haver i Danmark. Den var udtryk for den filosofiske retning, som med Rousseau prædikede: ”tilbage til naturen”. Tilbage til det naturlige, til det tabte paradis – til Gud i naturen.
Haven indeholder også en pavillon og et kapel, samt dengang også små både, der sejlede mellem springvand og hytter.
Bogen har nok været medvirkende til, at fonde og andre fik øje på den specielle have, som forud var ret ubeskrevet, bortset fra en biografi ”Christina Friederica v. Holstein” af lærer Ellen Hansen.
Bente Schultz-Petersen ejede sammen med sin mand den gamle kongsgård Tyrstrupgaard.
Bogen anbefales af kunsthistorikeren Lisbet Bolander:
”Bente Schultz-Petersen formår at skabe billeder med sine ord og giver således læseren et særdeles levende indtryk af, hvordan kammerherreinde Christina Friederica von Holsteins romantiske haveanlæg har set ud.
Derudover giver forfatteren et godt indtryk af datidens adel og dens aktiviteter, såsom jagt og livet ved hoffet, gennem beskrivelsen af familierne von Holstein og von Ahlefeldt,” skriver kunsthistorikeren om bogen.