Gæster fra Schweiz på Grænsemuseet
Onsdag den 21. august 2024 havde Genforenings- og Grænsemuseet besøg af en lille delegation fra Schweiz.
Det var seks deltagere fra Louis Appia Selskab fra Genève, Schweiz, som dagen efter på Dybbøl var med til at markere årsdagen for verdens første humanitære konvention om beskyttelse af ofre i krig.
Dr. Louis Appia, som var medstifter og pioner inden for Humanitær bistand – bl.a. i Røde Kors – blev mindet med en mindesten ved museet på Dybbøl Banke.
Frivillig ved museet, Sven Wieland, stod for Genforenings- og Grænsemuseets første fransksprogede info-arrangement for gruppen.
Fredsforhandlinger i Schweiz i 1864
Efter at de militære kamphandlinger mellem Danmark og Preussen/Østrig var afsluttet i 1864, inviterede Schweiz i august alle Europas lande, herunder Danmark samt USA, Brasilien og Mexico, til en regeringskonference i Genève.
Formålet med konferencen var at følge op på bl.a. Røde Kors Komitéens opfordring om at få vedtaget internationale regler om hjælp til syge og sårede soldater i krig.
Det var vigtigt, at sårede og ukampdygtige syge soldater blev erklæret neutrale, og at deres hjælpere og hjælperedskaber også blev erklæret neutrale.
Beretninger fra Dybbøl førte til bedre forhold
Danmark bakkede op om det schweiziske initiativ, og Danmark deltog som eneste nordiske land i regeringskonferencen i Genève. Den danske regerings repræsentant var gehejmeetatsråd, dr. med. Fenger. Den 22. august 1864 vedtog Danmark sammen med 11 andre lande verdens første humanitære konvention om beskyttelse af ofre for krig: Genèvekonventionen af 1864.
Dansk Røde Kors og Tysk Røde Kors mødes hvert år den 22. august til en højtidelighed på Dybbøl Banke ved mindestenen for de to første Røde Kors-delegater, Louis Appia og Charles van de Velde.
Mindestenen er placeret ved stien ind til Historiecenter Dybbøl Banke. Louis Appia og Charles van de Velde var begge på krigsskuepladsen under slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Begge sendte detaljerede beretninger om den humanitære indsats til Røde Kors Komitéen i Genève. Beretningerne var stærkt medvirkende til stat-ernes konference i Genève, som resulterede i den første Genèvekonvention, fortæller Kaj G. Nielsen fra Grænsemuseet.