Så vises de gamle håndværk frem ved Søstrehuset
Lørdag den 21. september kl. 10-15 er der igen Håndværkets Dag i Christiansfeld, hvor man kan se gamle håndværk i funktion.
Det gamle Søstrehus i Christiansfeld er lørdag den 21. september rammen om håndværkere, mini-foredrag, udstillinger og workshops, hvor man selv kan prøve et håndværk.
Museum Kolding holder den traditionelle ”Håndværkets Dag” i Christiansfeld. Her stimler mange hobby-håndværkere sammen for at vise og demonstrere deres håndværk.
Det er for 13. gang, at Håndværkets Dag bliver holdt i Søstrehuset. Christiansfeld er nemlig bygget af gode håndværkere og har siden grundlæggelsen i 1773 haft tradition for det gode håndværk. Derfor foregår det netop her.
Hele herligheden åbner kl. 10 i Søstrehusets gård med musik ved Basunkoret og fællessang.
Håndværkerne viser, hvad de kan
På Håndværkets Dag i Christiansfeld kan børn og voksne opleve et væld af håndværkere, som demonstrerer og fortæller om deres færdigheder. Man kan møde en børstenbinder, en trædrejer, en væver, og mange flere.
Ude i byen holder Kakkelovnshuset åbent hus, hvor ovnsætterne Hans og Dominika Schmidt viser og fortæller om Christiansfelderkakkelovnene.
Prøv selv et håndværk
I år er der særlige ting, som børn og voksne kan prøve. Her kan man gratis prøve et håndværk. Evt. koster materialerne 20 kr.
Rebslagning: Har du prøvet at lave reb? Nej vel – på Håndværkets Dag kan du lave dit eget reb.
Trædrejning: Når man skal dreje i træ, er det vigtigt, at man holder tungen lige i munden, mens maskinen kører og drejer smukke former af træ.
Tegn på kakler: Slip fantasien løs og tegn på kaklerne.
Snitteværksted: Lær at snitte skeer og figurer i træ sammen med Snitte-Mads.
Pynt et honninghjerte: De fleste elsker honninghjerter, – og til Håndværkets Dag i Christiansfeld kan børn pynte deres eget honninghjerte, inden de guffer det i sig.
Æblemostning: Vær med til at presse æbler til most og smag frugten af dit hårde arbejde.
Byg en violin: Prøv noget af det værktøj, der skal til for at bygge en violin.
Bor et vandrør: Udhul stykker af træstammer med et bor – kun ved håndkraft.
Foredrag om håndværk
I år er der to mini-foredrag, hvor tiden er kortet ned til en halv time.
Emnerne for miniforedragene er ”Håndværk i Brødremenigheden” og om den nye ”Transnationale Unesco-nominering”.
Der er også længere foredrag. Peter Buckholdt fra tegnestuen Mejeriet fortæller om renoveringen af Brødremenighedens Hotel og Spielwerk. Renoveringen har i år 20-års jubilæum. Hvis vejret er til det, foregår det meste af foredraget ude i byens gader.