Eleverne lærte om skolen og byen i gamle dage og i fremtiden
I sidste uge har Christiansfeld Skole haft en helt anderledes skoleuge.
Skolen har nemlig haft temauge med overskriften ”Christiansfeld min by – før, nu og i fremtiden”
Der har været arbejdet på tværs af skolens klasser med forskellige aktiviteter ud fra den fælles overskrift.
Eleverne har arbejdet med aktiviteter som: Reklamefilm for Christiansfeld By, byvandringer med fokus på det Christiansfeld, der var en gang. Der er blevet fremstillet brætspil og tegnet døre fra byens huse, leget gamle lege, og der har været fokus på bæredygtighed.
Torsdag stod på skolegang frem til kl. 16.00, hvor der var Åbent hus for alle elevers forældre.
Her var optræden, smagsprøver og flotte produktioner, der har været arbejdet med i ugens løb.
Eleverne stod flere steder selv for at vise forældrene rundt og fortælle om de ting, som de havde lært i ugens løb. I skolens gymnastiksal var der caféstemning, hvor der var mulighed for en lille kaffepause med friskbagt kage.
– Det har været en dejlig uge på Christiansfeld Skole, siger skoleleder Lisbeth Askjær-Hansen.
– Tak til de lokale kræfter, der har deltaget og bidraget til at eleverne fik nogle gode oplevelser og en masse ny viden. Specielt tak til Netto og Meny for de gode og meget brugbare ”STOP madspild” kasser i forbindelse med temaugen, siger skolelederen.