Aller Friskoles elever spillede ”storteater” på Harmonien

Både store og små har fået styrket følelsen af fællesskab og opnået personlig udvikling i processen, der var krævende og sjov.

Torsdag den 12. september 2024 blev en særlig dag for elever, lærere og forældre på Aller Friskole. For første gang i otte år opførte de storteater med alle elever på scenen.

I en fyldt sal på Harmonien i Haderslev præsenterede elever fra 0. til 9. klasse et teaterstykke, der på en sjov og kreativ måde tog publikum med på en rejse ind i livet på en friskole.

Forestillingen med titlen “Den Allerbedste friskoleånd” handlede om essensen af at være en friskole.
Med afsæt i et besøg hos Grundtvig og Kold og deres tanker tog den symbolske figur “friskoleånden” på besøg i skolens forskellige klasser og aktiviteter. Publikum blev inviteret med ind i skolens hverdag – fra fag og traditioner til ture, frikvarterer og fællesskabet mellem eleverne. Det var et både humoristisk og tankevækkende indblik i skolen og de værdier, som er kernen på Aller Friskole.

Hele skolen var med

– Skolens elever var en del af produktionen. Uanset om de stod på scenen som skuespillere, var med i bandet som sangere, spillede musik, arbejdede som teknikere eller dokumenterede begivenhederne i mediegruppen, så var alle engagerede, fortæller lærer Anita Hartman Meldgaard.

I tre uger havde eleverne øvet sig – de første to uger på skolen inden den afsluttende uge, hvor det hele blev samlet og opført på Harmonien i Haderslev.

– Hver enkelt elev havde en vigtig rolle at spille, og dette skabte en følelse af sammenhold og ansvar på tværs af alle klassetrin. Teaterstykket blev skrevet af fire af skolens lærere, som både havde forfattet manuskript og sangtekster, hvilket gjorde forestillingen unik og personligt tilpasset skolens elever og værdier.

En lærerig proces

For mange af eleverne var dette deres første teatererfaring, og det har været en lærerig proces. Ud over at stå på scenen har eleverne trænet deres hukommelse, samarbejdsevner og kreativitet, mens de udfordrede deres egne grænser. De har også lært at være tålmodige, da tiden mellem deres scener blev brugt i venteområder, hvor de havde læsestof, kreative aktiviteter og deres rekvisitter, så ingen kedede sig.

Minder for livet

Forestillingen var en stor succes, og mange af skolens børn glæder sig allerede til næste gang, hvor flere håber på endnu større roller. Storteater er en tilbagevendende begivenhed på Aller Friskole, som finder sted hvert tredje år.

Anita/Henri.

Se også