Brand slap løs hos Arla i Christiansfeld
CHRISTIANSFELD: Der har været brand hos Arla i Christiansfeld.
Brandvæsnet – Tyrstrup Frivillige Brandværn – måtte rykke ud til virksomheden. Årsagen var, at nogle håndværkere ved et uheld havde startet en brand.
De var i gang med at svejse, da der pludselig gik ild i beklædningen på facaden af den bygning, de arbejdede ved. I første omgang forsøgte de selv at slukke branden, men den udviklede sig så hurtigt og voldsomt, at det blev nødvendigt via 112 at tilkalde brandvæsenet for at få bugt med flammerne, oplyses det fra TrekantBrand.
Brandvæsnet fik hurtigt ilden slukket. Den havde dog forinden nået at sprede sig fra facaden til lidt af bygningens tag. Ingen personer kom til skade ved hændelsen.
/seb