Lille mindretal stemte imod nye miljøregler for lufthavn

Birgitte Kragh.

BYRÅDET/VAMDRUP: Det gik helt som forventet. Et stort flertal sagde ja til en ny miljøgodkendelse for Kolding Lufthavn i Vamdrup, da sagen var til behandling på Kolding Byråds seneste møde, tirsdag den 26. november.

Et lille mindretal forsøgte ellers i sidste øjeblik at få godkendelsen lavet om.

Som tidligere omtalt her i Fællesavisen betyder afgørelsen, at der nu må flyves med betydeligt flere helikoptere til og fra lufthavnen og med lidt færre fastvingefly end hidtil.

Afgørelsen betyder også, at byrådet samtidigt afviste omkring 70 husejeres klager over netop støj fra helikoptere.

Byrådets afgørelse blev truffet efter en lille times debat. Ved en efterfølgende afstemning stemte socialdemokraterne, de radikale, de konservative og otte ud af Venstres ti medlemmer for den nye miljøgodkendelse. Freddy Christensen fra Venstre var inhabil i sagen, fordi han er formand for Kolding Lufthavns bestyrelse. Og hermed var det store flertal i hus.

Mindretallet, som i sidste øjeblik forsøgte at få miljøgodkendelsen lavet om, bestod af SF, DF og Birgitte Kragh fra Venstre – som i øvrigt er nabo til lufthavnen.

Byrådets godkendelse af den nye miljøaftale for lufthavnen i Vamdrup betyder, at antallet af operationer med helikoptere må stige fra nu 1600 til 4.145 på årsbasis. Endvidere må lufthavnen beflyves af lidt færre enheder med faste vinger. Det betyder, at det ikke ændres i antallet samlede operationer. Og det tal er i den nye miljøgodkendelse fastsat til 14.391 starter og landinger på årsbasis.

/seb

Se også