Skak udvikler hjernen og skaber mere ro i skoleklassen

12.671 unge fra 84 skoler i Syd- og Sønderjylland spillede hjernen stærk på Skolernes Skakdag fredag den 7. februar 2025. Dagen satte deltagerrekord, og eleverne var vilde med den alternative skoledag.
Færre konflikter, flere relationer og mere ro er hverdagen på skoler, som har indført systematisk skoleskak. Fredag den 7. februar fejrede 351 af dem Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® med omtanke og hjernegymnastik.
Ministre, skoleledere og lærere glæder sig, for danske elever har europarekord i skærmforbrug – men 7. februar kiggede de op, så hinanden i øjnene, delte håndtryk og ønskede ”god kamp”, fortæller arrangørerne.
Julian Vange Bødewadt, skoleskakansvarlig på Brørupskolen i Vejen Kommune:
”Vi laver Skolernes Skakdag, fordi vi kan se, at det styrker koncentrationen. Når næsten 100 børn i alle aldersgrupper sidder og spiller skoleskak, kan vi mærke en blanding af hygge, koncentration og ro.”
I hele landet var der 59.873 deltagere fra 351 skoler. Og det glæder Børne- & Undervisningsminister Mattias Tesfaye:
”Skakspillet er ganske enkelt et fantastisk spil! Det er sjovt og giver samtidig god træning i at tænke strategisk og logisk. Og så er det et spil, som alle kan lære at spille. Det er mit indtryk, at mange i dag spiller onlineskak på deres telefon. Det er også fint. Men det er sjovere at sidde fysisk over for sin modstander. Derfor synes jeg, det er positivt, at eleverne til Skolernes Skakdag rent faktisk mødes over skakbrættet og ser hinanden i øjnene,” siger han.